Udsagnet “Min sundhedsplejerske siger…” skal ikke undervurderes, når forældres netværk har meninger om, hvordan barnet skal puttes.
Hvis man ikke vil søvntræne – så må man jo bare bide det i sig og vente…
Nogle gange kan man være så filtret ind i følelser, at man kun kan se de meget håndgribelige løsningsmodeller.
Søvntræningsmetoder, hvor barnet skal lære at sove alene, og hvor adgangen til brystet begrænses, kan øge risikoen for vuggedød. Få information om hvorfor, så I kan træffe informerede valg.
Min dreng på 8,5 måned har det de kloge hoveder kalder for søvnassociationsvanskeligheder – han kan 9/10 gange kun falde i søvn med bryst i munden eller vuggende svøbt i dyne når vi putter ham til nat eller ved natlige opvågninger (læs hver 2. Time). Kan (og bør) det virkelig kun løses ved gråd?
I mit arbejde med efterfødselsreaktioner støder jeg ofte på de antagelser, der kredser om børns søvn og må forholde mig til konsekvenserne for familien, ikke mindst i de tilfælde, hvor de udmøntes i ‘søvntræning’ i den ene eller anden form. Særligt den form for søvntræning, hvor forældrene opfordres til i kortere eller længere tid at lade deres barn græde uden trøst, synes kontraindikeret i de tilfælde, hvor der er bekymring for mors psykiske tilstand.
Søvntræning handler om at lære babyer eller småbørn at falde i søvn på en ny måde. Det kan for eksempel handle om at lære barnet at falde i søvn alene i sin tremmeseng. Søvntræning sker også ofte på baggrund af, at forældrene har et ønske om, at barnet skal lære at falde hurtigere i søvn, så de ikke skal bruge så lang tid på at putte om aftenen.
Nogle mener, at babyer og småbørn skal lære at trøste sig selv og at man derfor skal vente med at trøste barnet, når det græder ved sengetid. Evnen til at trøste sig selv udvikles dog ikke ved at forældrene tilbageholder trøst, tværtimod. Når forældre reagerer omsorgsfuldt på barnets gråd, hjælper de barnet med at håndtere sine følelser, og barnet vil med tiden udvikle evnen til selvregulering.