Fagartikel: Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem

Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af forskning til forældre.

Billede fra The Times UK, 11 marts 2020

Når forskning gengives i medierne, hvad enten det er fagmedier eller dagspressen, sker det ofte ud fra en pressemeddelelse, og skribenten har ikke nødvendigvis den fornødne viden (eller tid) til at vurdere, hvorvidt denne skal stille sig kritisk overfor det forelagte materiale.

Det er derfor utroligt vigtigt, at fagpersoner sikrer, at formidlingen af forskning sker ansvarligt og, at fagpersoner holder medierne ansvarlige for deres formidling.

I forhold til forskning i områder, der har indvirkning på børn, forældre og familier, er der en særlig sårbarhed, når forældre skal navigere i råd og vejledning fra forskellige kilder samtidig med, at de ofte håndterer manglende søvn, en travl hverdag og den generelle omstilling til livet med børn.

I marts 2020 udsendte Warwick Universitet i England en pressemeddelelse vedrørende deres nyeste forskning i “cry it out” (søvntræning, i denne oversættelse oversat til “græde det ud”, da der ikke defineres, hvad der i denne sammenhæng menes med “cry it out”, red.). “Cry it out” indebærer en adfærd, hvor forældrene til et mindre barn lader barnet græde uden at forsøge at trøste eller berolige det. Der har tidligere været mange andre studier af svingende kvalitet, og de har alle haft stor mediedækning, ligeledes af svingende kvalitet.

Måden, dette nyeste studie i “cry it out” blev præsenteret på og efterfølgende delt i medierne, er et oplagt eksempel til gennemgang – og det er netop det, vi vil gøre i denne artikel.

Præsentation af studiet og efterfølgende mediedækning:

Overskriften på pressemeddelelsen var:

“At efterlade din baby til at ‘græde det ud’ har ingen skadelig effekt på barnets udvikling”

(Leaving your baby to ‘cry it out’ has no adverse effects on child development)

Studiets overskrift var da også: 

“Forældres brug af ‘græde det ud’ ved spædbørn: Ingen skadelige effekter på tilknytning og adfærdsmæssig udvikling ved 18 måneder”

(Parental use of ‘cry it out’ in infants: no adverse effects on attachment and behavioural development at 18 months)

(Hent studiet her: Bilgin og Wolke 2020)

Medierne i England og andre engelsktalende lande tog naturligvis historien op og deres overskrifter var i samme stil:

“At lade en baby ‘græde det ud’ vil ikke påvirke barnets udvikling – Studie”

(Letting a baby ‘cry it out’ will not impact child development – study) (itv.com, 11 marts 2020)

* * *

“At efterlade babyer til at ‘græde det ud’ vil ikke påvirke barnets udvikling – Studie. Studiet fra Universitetet i Warwick fandt at der ikke er skadelige påvirkninger af at efterlade spædbørn til at græde alene”

(Leaving babies to ‘cry it out’ will not impact child development – study. The study by the University of Warwick, found that there were no adverse impacts of leaving infants to cry by themselves.) (news.sky.com, 11 marts 2020)

* * *

“Lad dem græde! Kold omsorg lærer babyer selvkontrol”

(Let them cry! Cold comfort teaches babies self-control. Letting babies cry out in their first year could result in less crying at 18 months, the study found) (thetimes.co.uk, 11 marts 2020)

* * *

“Lad din baby ‘græde det ud’. Kan det at lade dit barn ‘græde det ud’ betyde mindre gråd senere hen? Et nyt britisk studie peger på det.”

(Let Your Baby Cry It Out. Could letting your baby cry it out mean less crying later? A new British study suggests that’s the case.) (usnews.com, 24 marts 2020)

* * *

Selv National Health Service UK (NHS), som er det britiske sundhedsvæsen, skriver en nyhedshistorie med titlen:

“Studie rapporterer: At lade babyer ‘græde det ud’ påvirker ikke adfærden senere i livet”

(Letting babies “cry it out” does not affect behaviour in later life, reports study) (nhs.uk, 17 marts 2020)

* * *

Ligeså har websider med fagligt indhold bragt historien:

“Forældres brug af ‘græde det ud’ påvirker ikke spædbarnets udvikling og tilknytning”

(Parental use of ‘cry it out’ does not affect infant’s development and attachment) (news-medical.net, 10 marts 2020)

* * *

Problemet med at gengive pressemeddelelser uden et kritisk blik.

Umiddelbart ligner det en solid historie. Overskrifterne stemmer fint overens med pressemeddelelsen, og studiets egen overskrift – men, hvis man dykker lidt ned i selv studiet, så får man straks en helt anden historie. En historie forældrene har ringe vilkår for at opdage, medmindre de selv har den fornødne viden til at analysere studiet. Og, i deres nye tilstand som trætte forældre, ligeledes ringe vilkår for at være i stand til at anvende denne viden til at stille sig kritisk overfor det præsenterede materiale.

Dr. Amy Brown, professor ved Child Public Health, Swansea University, har medvirket i mindst én artikel i forbindelse med pressedækningen af studiet. Hun gør det klart, at der er store problemer med udførelsen af studiet – og dermed også tolkningen.


“Amy Brown, professor i Offentlig Børnesundhed ved Swansea Universitet, som ikke har været involveret i studiet, siger at studiet bør behandles med forsigtighed. Få mødre i studiet sagde at de ofte lod deres spædbarn græde det ud indtil barnet blev 18 måneder, og studiet tog ikke højde for hvor længe forældrene lod deres barn græde eller om de følte det hjælpsomt.

“Dette beviser ikke at kontrolleret gråd er en god ting” siger hun. Ej heller fortæller studiet noget om “hvor foruroligende mange mødre føler det, når deres babyer græder”.”

(Study says leaving babies to cry may help develop self-control, but many experts disagree, theguardian.com, 11 marts 2020)

Lyndsey Hookway, PhD i Public Health, Swansea University, har skrevet en kommentar til studiet – og til mediernes dækning.

Det samme har Dr. Amy Brown gjort.

Både Lyndsey Hookway og Dr. Amy Brown er internationalt anerkendte for deres arbejde og har adskillige akademiske og litterære publikationer bag sig, såvel som at være respekterede foredragsholdere verden over.

Særligt Dr. Amy Brown nyder respekt for sine forskningsresultater og sin formidling af nyeste opdaterede viden om spædbarns- og småbørnsperioden, der ofte står i skarp kontrast til den kulturelle tilgang.

Sovende Børn har fået tilladelse til at oversætte og bringe deres kommentarer, der gør det tydeligt, at uanset hvor enslydende disse overskrifter måtte være, så er det bestemt ikke ensbetydende med, at de er retvisende.

Dr. Amy Brown skriver på sin egen facebook:

Undersøgelsen (og mediedækning) peger på, at der ikke sker nogen skade ved at anvende kontrolleret gråd (cry it out).

Jeg har nogle tanker:

1) Måden, cry it out blev målt, var ét spørgsmål – ‘Har du nogensinde prøvet at lade dit barn “græde det ud” i denne (tids)periode?’ . Dette spørgsmål definerer ikke, hvad der menes med cry it out, hvor længe barnet græd, eller hvorvidt forældrene prøvede det og så stoppede.

2) Antallet af forældre i studiet, som reelt benyttede kontrolleret gråd regelmæssigt, var lille. Antallet, der anvendte det “ofte”, var 7.6% (n = 13) fra fødslen, 12.9% (n = 23) ved 3 måneders levealder, 7.8% (n = 13) ved 6 måneders levealder og 31.3% (n = 55) ved 18 måneders levealder.

3) Der er en stor forskel på at efterlade en lille baby til at græde og at efterlade en større tumling. Data fra studiet peger på, at de fleste af de forældre, som efterlod barnet til at græde ved 18 måneders levealder, ikke tidligere havde gjort dette. De kan således have været responsive op til det tidspunkt, hvorefter de har besluttet at prøve kontrolleret gråd.  Babyen har i så fald haft måneders erfaring med at få sensitiv respons på sine signaler og kald.
At måle noget, der er sket, da barnet var 18 måneder, når barnet er 18 måneder, betyder, at der har været ganske lidt tid til at udvikle en reaktion på det der skete.

4) Studiet spurgte ikke ind til, hvordan mødrene havde det med at lade deres baby græde. Andre studier viser, at mange finder det foruroligende at høre deres baby græde.

Mit største problem med alt dette er dog, at studiet ikke overvejer implikationerne af at dele resultaterne som “gør ikke skade”. De fleste forældre i studiet benyttede ikke kontrolleret gråd og havde formentlig ikke tænkt sig at gøre det. Mange mødre får af deres netværk fortalt, at de “burde” benytte kontrolleret gråd, selv hvis det er foruroligende for dem, og netværket afviser enhver form for hjælp, hvis mødrene ikke går med på denne vejledning om kontrolleret gråd.

Hvor mange mødre rundt om i landet (England, red.) får nu fortalt, at den måde, de ønsker at være mor, er forkert, og at de burde efterlade deres baby til at græde. 

[Note – Dette er ikke det samme som at pege på, at forældre, der har benyttet kontrolleret gråd og har følt, det virkede for dem, har gjort skade på deres babyer. Der er mange årsager til, at de forældre kan føle, at de er nødt til at benytte kontrolleret gråd – selvom mange nok måske ville forsvinde, hvis de modtog bedre støtte i forhold til, at nogen drog omsorg for dem eller, at der var bedre støtte i forhold til psykisk trivsel og nye mødre generelt. Dette handler om bekymringen for, at dette studie vil blive brugt imod mødre].

Det originale opslag kan ses her:
https://www.facebook.com/breastfeedinguncovered/posts/2489391774655821

The Holistic Sleep Coaching Programs (Lyndsey Hookway, Ph.D. i Public Health, Swansea University) svar til Bilgin og Wolke’s (2020) forskning om at “græde det ud” (originalt “cry it out” – i denne oversættelse oversat til “græde det ud”, da der ikke defineres, hvad der i denne sammenhæng menes med “cry it out”, red.) 

Udgivet på  The Holistic Sleep Coaching Programs facebookside 11. marts 2020

Svar til Bilgin & Wolke (2020) – Forældres brug af “at græde det ud” (“cry it out”, red.) på spædbørn: Ingen skadelig effekt på tilknytning eller adfærdsmæssig udvikling ved 18 måneder i The Journal of Child Psychology and Psychiatry. 

Ovenstående studie omhandler 178 spædbørn, heriblandt 73 meget for tidligt fødte eller børn født med meget lav fødselsvægt og deres primære omsorgspersoner. Der var gennem de 18 måneders studier tale om en god fastholdelse af de deltagende personer. 

Følgende variabler bliver nævnt i studiet: Sover barnet i forældrenes soveværelse, status på amningen, forældrenes indkomstniveau, forældrenes uddannelsesniveau, antal af børn i hjemmet samt forældrenes alder. Dog bliver race og etnicitet ikke nævnt, ligesom samsovning heller ikke inddrages – og her skal tilføjes, at et betragteligt antal af børnene ikke sov i forældrenes soveværelse ved 0, 3 og 6 måneders alderen, selvom de nuværende anbefalinger klart siger, at spædbørn bør være i samme rum som forældrene, indtil de er mindst 6 måneder gamle. 

Baggrunden for undersøgelsen:

Undersøgelsen kommenterer på en rapport af ældre dato (Bell & Ainsworth, 1972), som konkluderede, at jo mere spædbørn fik lov til at græde, des mere græd de senere i spædbarnsstadiet og i den tidlige barndom. Undersøgelsen var lille (26 børn), og en lignende undersøgelse er ikke blevet gentaget i nyere tid. 

Målet med undersøgelsen:

Undersøgelsen har to målsætninger: 

1) at undersøge sammenhængen mellem hyppighed af at overlade spædbørn til gråden, når de er 0, 3 og 6 måneder gamle og varigheden og hyppigheden af gråd, når de er 3, 6 og 18 måneder gamle.

2) at undersøge om frekvensen af at overlade spædbarnet til gråden havde nogen sammenhæng med adfærds- og tilknytningsproblemer. 

Metoder:

I denne undersøgelse blev forældrene spurgt, om de nogensinde overlader deres spædbarn til gråden, og deres positive svar blev inddelt i, hvornår på dagen dette fandt sted – morgen, eftermiddag, aften og nat (denne inddeling er dog ikke tilgængelig).
Forældrene i undersøgelsen blev bedt om at svare på, om deres baby blev overladt til gråden: 

– aldrig

– en enkelt gang 

– få gange*

– ofte*

Forskerne fandt frem til, at meget få forældre overlod deres barn til gråden “en enkelt gang”, hvorfor de kombinerede svarene fra “aldrig” og “en enkelt gang”. De fandt frem til, at 63% af forældrene aldrig overlod deres nyfødte til gråden, mens tallet var 52%, når baby er 6 måneder og ved 18 måneders alderen var det 31%, der ofte overlod deres barn til gråden. Undersøgelsen viste, at spædbørn som blev overladt til gråden få gange som nyfødte, var mindre tilbøjelige til at græde, når de var 18 måneder. 

*Det er ikke klarlagt, hvad definitionen af “få gange” og “ofte” er eller, hvor længe gråden varede. Det er heller ikke klarlagt, hvad konteksten var – fx om barnet var overladt til gråden i barnesædet på en køretur, som ikke kunne undgås? Var baby overladt til gråden, mens forælderen stod med kogende vand, var i bad, eller var konteksten, at barnet græd sig i søvn? Det er manglende data, som er meget relevant. 

Efter 3 og 18 måneder blev moderens følelsesmæssige tilgængelighed målt, og ved 18 måneders alderen blev Strange Situation-proceduren og et værktøj til at observere adfærd anvendt for at vurdere både leg og adfærd.

Resultater:

Undersøgelsen viste, at der var en svag sammenhæng mellem det at overlade nyfødte til gråden og forekomsten af mindre gråd i 3 måneders alderen – og at der i højere grad var en sammenhæng mellem det at overlade nyfødte til gråden og forekomsten af mindre gråd, når barnet var 18 måneder gammelt. 

Imidlertid var der tale om en mindre gruppe forældre, som overlod deres baby til gråden, mens babyen var nyfødt. 60% af forældrene, lod aldrig deres nyfødte græde, så resultatet nævnt ovenfor, dækker over en meget lille gruppe testpersoner. Uanset antallet af testpersoner, så antyder denne undersøgelse det modsatte af Bell & Ainsworth-undersøgelsen, som viste, at jo mere gråd som nyfødt, des mere gråd, når barnet bliver ældre. 

Undersøgelsen viste også, at antallet af gange, hvor baby blev overladt til gråden, ikke havde nogen direkte sammenhæng med adfærdsproblemer eller utryg tilknytning.

Kommentarer:

1: Undersøgelsen havde ikke til formål at komme med anbefalinger om, hvorvidt det at overlade baby til gråden, var en god strategi. Undersøgelsen havde udelukkende til formål at se på sammenhængen mellem at græde det ud som nyfødt og hyppigheden af gråd, såvel som effekten på tilknytning.

2: Faktisk konkluderer undersøgelsen, at intuitivt og fleksibelt forældreskab er at anbefale.

3: Undersøgelsen differentierede ikke klart mængden af gråd pr. gang. Undersøgelsen bad forældrene svare på, hvor ofte de overlod deres baby til gråden og ikke hvor længe, de lod den ligge og græde.

4: Forskerne definerede ikke på forhånd, hvad de mente med “engang imellem” eller “ofte”, når de spurgte forældrene, hvor ofte de lod deres baby “græde det ud”. Dette er relevant – var det hver dag? Hver eneste gang barnet skulle sove? Én gang om ugen? Når der ikke var andre muligheder? Der er mange ubesvarede spørgsmål i den henseende.

5: Undersøgelsen diskuterer ikke de mange årsager til, at babyer blev overladt til gråden – fx hvis forælderen ikke var i stand til at reagere med det samme af den ene eller anden årsag.

6: Der var ikke nogen diskussion om, hvornår babyer oftest var overladt til gråden. Forældrene blev spurgt om tidspunktet på dagen, men disse data blev ikke undersøgt yderligere i undersøgelsen. Dette er relevant, da mange vil læse undersøgelsesrapporten ud fra et “sovetrænings”-perspektiv, men faktisk var spørgsmålene relateret til gråd på andre tider af dagen. Det ville have været interessant at se på, om gråden kun var relateret til diverse sovesituationer, eller om det også var i andre situationer.

7: Det er ikke klart, om det er de samme børn, som er blevet overladt til gråden flere forskellige gange. Dette ville have været relevant data, da nogle børn græder mere end andre. Det havde været relevant at vide, om det at overlade barnet til gråden var blevet gentaget flere gange på forskellige tidspunkter, fordi det ikke havde en langvarig effekt, eller om det kun skete én gang, fordi baby derefter ikke længere udviste denne adfærd.

8: Undersøgelsen målte ikke cortisol-værdierne over tid.

9: Undersøgelsen kontrollerede ikke for de faktorer, som vi ved, er med til at øge spædbørns reaktivitet og gråd i den neonatale fase – som fx prænatal stress og et højere cortisolniveau hos moderen.

10: Undersøgelsen benyttede Strange Situation-testen, da barnet var 18 måneder. Imidlertid var der nogle af børnene i undersøgelsen, som blev overladt til gråden i denne alder. Det er her ikke klart, om disse børn også var blevet overladt til gråden inden dette tidspunkt, eller om der var tale om en første gang. Hvis der var tale om en første gang, vil det være svært at vurdere, om interventionen havde en effekt på adfærd og tilknytning.

11: Der er ikke nogen kontrol eller kommentarer omkring forældrenes mentale sundhed. Forskerne nævner senere en hypotese omkring, at der er en sammenhæng mellem babyer, der bliver overladt til gråden og forbedret mental sundhed, men der gøres ikke rede for, om forældrene i undersøgelsen havde haft psykiske udfordringer.

12: Tilknytningsmønstre som datasæt er ikke tilgængelig. Det er velkendt, at en del af en befolkning vil have en utryg tilknytning, men oplysning om fordelingen af tilknytningsmønster i undersøgelsesdeltagerne havde været relevant for at kunne kommentere på dette.

13: Undersøgelsen forholder sig ikke til, at spædbørn også har forskellige temperamenter. Børnene blev vurderet efter 18 måneder, og aspekterne af deres adfærd noteret ned. I disse adfærdsmønstre vil der dog også være tale om arvelige egenskaber – fx vedholdenhed ved deltagelse i en aktivitet, tendens til mere bevægelse og hyperaktivitet og opmærksomhed på opgaver. Der er for mange variabler heri til at kunne påvise en direkte sammenhæng mellem det at blive overladt til gråden og den direkte indflydelse heraf på barnets adfærd.

14: Der er ingen kommentarer til “normal” søvn, søvntræning, teknikker til at berolige eller forældreundervisning i, hvordan man trøster baby. Det er ikke klarlagt, om forældrene overlod deres baby til gråden, fordi de ikke havde andre strategier at trække på, havde prøvet alle andre kendte strategier, eller om der her var tale om en rolig og rationel beslutning om at lade deres baby græde det ud.

15: Der er ikke nogen diskussion omkring, hvorfor forældre lod deres baby græde det ud til at starte med. Var det fordi forældrene følte, at det var det, de “burde” gøre? Var de blevet rådet til at gøre det sådan? Læste de bøger?

16: Det er uklart, hvordan testpersonerne blev rekrutteret. Det er heller ikke klart, om der er tale om en gruppe testpersoner, som i forvejen var interesseret i søvn, beroligelse og gråd.

17: Der er et signifikant antal babyer, som ikke var i forældrenes soveværelse de første 6 måneder (24% ved 0 måneder, 42% ved 3 måneder, 86% ved 6 måneder). Der er ikke nogen kommentarer omkring det faktum, at anbefalingen ift. vuggedød hedder, at barnet skal sove i forældrenes værelse til min. 6 måneder. Ingen kommentarer omkring, hvorfor børnene ikke sov i forældrenes værelse og ingen kommentarer om, hvordan det hænger sammen med andre nationale data på området.

18: Forfatterne kommenterer på, at flere babyer græder i deres første uger, uanset om de bliver tilset med det samme eller ej, og at dette normalt aftager over tid. Hvor meget, denne trend kan være med til at forklare reduktionen i gråd, er uklar, da antallet af babyer overladt til gråd i en meget tidlig alder var meget lille, og fordi sammenhængen mellem at blive overladt til gråd som nyfødt og som 3 måneder gammel var meget svag.

19: Forskerne ser det at græde det ud som en opdragelsesform inden for autoritativ opdragelse. Dette er dog ikke undersøgt nærmere, så det er vigtigt her ikke at antage, at alle der indtager en autoritativ opdragelsesstil også lader barnet græde det ud.

20: Der er ikke nogen klar definition af, hvad forfatterne anser for selv-beroligende. Der er flere måder at fortolke dette på. Thomas Anders fandt i 1979 frem til, at nogle babyer er i stand til selv at finde tilbage i søvnen, når de skifter søvncyklus, mens andre babyer ikke er i stand til dette og derfor kaldte på deres forældre. Der er ikke lavet nok forskning på området til at finde ud af, hvad forskellen er på de to “typer” af spædbørn. Det er ikke til at sige, om babyerne ikke kalder, fordi de blot har vænnet sig til at græde det ud, eller om de er i stand til følelsesmæssig selvregulering, hvilket dog må formodes at være højst usandsynligt pga. babyers umodenhed i deres præfrontale cortex.

21: Forfatterne foreslår, at det at overlade spædbørn til gråden giver dem en mulighed for at berolige dem selv ved at udforske måder at opnå en fornemmelse af dem selv og at håndtere deres følelsesmæssige selvregulering. Der er dog ikke noget konsistent bevis for, at alle spædbørn er i stand til at gøre dette. Nogle undersøgelser nævner, at børn godt nok stopper med at “kalde”, men at de faktisk slet ikke er beroligede.

22: Der er intet bevis for, at det at lade en baby græde vil hjælpe dem med at kontrollere deres autonome adfærdstilstand (selvregulering). Nogle babyer får lært nogle strategier til at berolige sig selv (som fx at bringe hænderne til munden), mens andre babyer har mere brug for forældrenes støtte. At lade førstnævnte baby græde vil højst sandsynligt være mindre skadeligt, end hvis du lader sidstnævnte græde. Det vil være uklogt at antyde, at alle babyer er i stand til at regulere og berolige sig selv i lige høj grad. 

Resumé:

Dette var en større undersøgelse, som havde til formål at undersøge sammenhængen mellem hyppigheden af gråd i spædbarnsalderen og den tidlige barndom samt om det at lade barnet græde påvirkede evnen til tilknytning. Undersøgelsen kommer ikke med nogen anbefalinger om, hvorvidt forældre skal lade deres børn græde. Men undersøgelsen handlede heller ikke specifikt om søvntræning, hvorfor man bør være varsom med at antage noget om konteksten af den gråd, der blev undersøgt i undersøgelsen. Der er mange ubesvarede spørgsmål, som forhindrer et mere konkluderende svar omkring det at græde. 

Det er klart, at mange forældre ind imellem er nødt til at lade deres børn græde (hvis de fx sidder i en autostol, eller hvis de er i gang med noget, som er farligt for barnet). Det er derfor vigtigt at holde for øje, at det at lade barnet græde engang imellem ikke er direkte associeret med at skade barnet. Imidlertid var parametrene for undersøgelsen ikke klart definerede, så det er svært at komme med en klar konklusion omkring mængden af gråd, hyppigheden af gråd og konteksten for gråden. 

Undersøgelsen gør det dog klart, at det at overlade en baby til gråden ikke nødvendigvis er forbundet med dårligt forældreskab men sagtens kan blive brugt i et ansvarligt og kærligt hjem. Det er dog bekymrende, at det pga. de manglende klare parametre og den manglende kontrol med faktorer såsom mentale helbredsproblemer, vil være vanskeligt konkluderende at forsikre forældre om, at det er forsvarligt at lade deres spædbarn græde.

Det nævnes heller ikke, at mange forældre gerne vil benytte mindre stressende strategier, og at de ønsker at respondere på deres barn, fordi det instinktivt føles som det rigtige at gøre. 

Det er foruroligende, at resultaterne af denne undersøgelse kan blive taget ud af kontekst, som det allerede er sket i medierne. Det at blive forældre bringer megen stress og mange udfordringer med sig. Og en grædende baby, for lidt søvn og det at omstille sig til at tage hensyn til et lille barn er svært, specielt i en kontekst af begrænset social støtte. Vi vil opfordre forældrene til at søge hjælp hos en professionel, som er i stand til at støtte dem i at observere spædbarnets individuelle signaler og at reagere passende på dem fremfor at være falsk forsikrede om, at det er en sikker strategi at lade deres spædbarn græde.

Originalt opslag:
https://www.facebook.com/holisticsleepcoach/posts/2680333435529663

Når pressemeddelelsen ikke kan stå mål med studiets reelle indhold.

Som vi kan se af de to gennemgange herover, er pressemeddelelsen, såvel som mediernes og sågar National Health Service UK formidling af studiets resultater, misvisende.

Der er mange ubesvarede spørgsmål om studiets opbygning og definitioner – et skoleeksempel på et studie der i sig selv ser fint ud, men som ved nærmere granskning bestemt ikke leverer det resultat pressemeddelelsen og den videre formidling lægger op til.

Dette er ikke det første studie der efter udgivelse præsenteres med misvisende ordlyd – og det vil ikke blive det sidste.

Det kritiske blik - en del af det faglige ansvar.

Det er af yderste vigtighed, at fagpersoner ikke stiltiende accepterer denne form for skævvridning af forskning og om muligt stiller sig til rådighed for medierne, hvormed mediernes dækning opkvalificeres.

Det er ligeledes essentielt at fagpersoner ikke accepterer deres kollegers misvisende præsentationer, men kommenterer på fejlagtig og misvisende forskning, som en naturlig del af at være ekspert på et givent område.

Misforståede hensyn til hinanden, som fagfæller der ikke bør “angribes” fra egne rækker, besværliggør en reel diskussion omkring forskningen og spænder således ben for nuancerede debatter og bedre forskning.

Det er ydermere vigtigt, at fagpersoner gør sig umage for at holde sig opdateret om nyeste forskning, så de via deres faglige netværk kan sikre, at forældre ikke oplever at modtage forældet eller fejlagtig vejledning.

Der er desværre mange eksempler på, at forskning er blevet formidlet uden det kritiske blik, der hører med til det faglige ansvar.

Fagpersoner kan være med til at nuancere mediernes formidling – til gavn for både eget faglige netværk og det samfund de tjener.

Sovende Børns refleksioner.

At stille spørgsmål til forskning må aldrig blive opfattet som upassende kritik. Såfremt forskning ikke kan tåle undrende eller kritiske spørgsmål, så er der noget galt med forskningen og/eller dets forfattere.

Den eneste måde vi som samfund kan sikre god forskning og en kontinuerlig udvikling af forskningen, er ved at stille spørgsmål, komme med refleksioner og kigge på forskningens fremgangsmåder, refleksioner og konklusioner i en realistisk setting, så forskningen søges implementeret i det levede liv.

Vores gennemgange af forskning og måden den præsenteres på, som i denne artikel, er således ikke et udtryk for mistillid til forskning, hverken overordnet set eller i forhold til individuelle studier eller forskere, men alene et udtryk for, at vi opfordrer til at stille spørgsmål, for på den måde at få en fyldestgørende og fyldestgørende og retvisende omtale.

Om forfatteren

Mia Bernscherer Bjørnfort

Mia Bernscherer Bjørnfort er uddannet frivillig ammevejleder fra både det anerkendte La Leche League og Ammenet.dk.

Mia har vejledt og støttet over 1000 familier i amning, såvel som vejledt i normal baby- og børneadfærd herunder søvn.

Mia har blogget om baby- og børnesøvn, amning og forældreskab i adskillige år.

Mia er medstifter af og næstforperson i bestyrelsen for Foreningen Sovende Børn.

1 Kommentar

Søvntræning er ikke til for barnets skyld · august 3, 2020 kl. 6:01 am

[…] Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem – Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af fo… […]

Der er lukket for kommentarer.