Små børn kan ikke trøste sig selv

Af Camilla Juhl Dorland | 6 marts 2020

Nogle mener, at babyer og småbørn skal lære at trøste sig selv og at man derfor skal vente med at trøste barnet, når det græder ved sengetid. Evnen til at trøste sig selv udvikles dog ikke ved at forældrene tilbageholder trøst, tværtimod. Når forældre reagerer omsorgsfuldt på barnets gråd, hjælper de barnet med at håndtere sine følelser, og barnet vil med tiden udvikle evnen til selvregulering.

Hvad er selvregulering?

Selvregulering vil sige evnen til at håndtere sine følelser, blandt andet at kunne trøste og berolige sig selv, når man er ked af det. Dette kan for eksempel ske ved at aflede opmærksomheden fra det man er ked af, eller ved at man tænker anderledes om det, man er ked af, og ser på det fra et mere positivt perspektiv. Denne evne er ikke til stede hos babyer, men begynder så småt at komme frem, når barnet er to til tre år gammelt. Omkring denne alder bliver det for eksempel muligt for barnet bevidst at aflede sin opmærksomhed og sige trøstende ord til sig selv. Hos et barn på to til tre år er evnen til selvregulering dog stadig meget begrænset, og barnet har stadig brug for meget regulering fra sine omsorgspersoner.

De dele af hjernen, der har at gøre med følelsesregulering, er ikke ret udviklede hos små børn. De har derfor brug for meget hjælp til følelsesregulering. Dette sker for eksempel når man holder sin baby tæt ind til kroppen, vugger eller ammer barnet, taler beroligende til barnet eller lignende. Babyer er forskellige med hensyn til, hvor meget der skal til, for at de falder til ro. Dette betyder dog ikke, at de kan trænes til at lære at berolige sig selv, det er blot et udtryk for barnets temperament. Urolige babyer har ekstra meget brug for at blive trøstet og beroliget. Dette skyldes, at barnet fødes med et bestemt temperament, og det er ikke fordi forældrene har ”forkælet” babyen med for meget omsorg og fysisk kontakt. Når babyer græder, har de brug for at blive taget op og trøstet, da de ikke er i stand til at berolige sig selv, og de kan ikke lære det ved at man ignorerer deres behov for trøst.

Når barnet er følelsesmæssigt oprevet, har det ekstra meget brug for sine forældre eller andre omsorgspersoner. Barnet vil med tiden lære selvregulering ved at dets forældre eller andre omsorgspersoner tager hånd om barnets følelsesmæssige signaler og for eksempel trøster det, når det er ked af det, og beroliger det, når det er bange. Når nogen holder om barnet, aer det og taler beroligende til det, kan det skabe en følelse af ro, og de ubehagelige følelser bliver mindre intense. Barnet bliver derved hjulpet til at finde ro. Dette er en forudsætning for, at barnet senere vil blive i stand til at finde ro på egen hånd. Hvis barnet derimod ikke bliver trøstet og beroliget, vil det få sværere ved at håndtere sine følelser i fremtiden. Et barn, der gentagne gange ikke bliver trøstet, når det er ked af det, har større risiko for at få voldsomme vredesudbrud eller perioder med tristhed. Barnet skal med andre ord først reguleres af voksne for at det senere bliver i stand til at berolige sig selv. Hvis barnet ikke i tilstrækkelig grad er blevet hjulpet til at finde ro, vil det ikke selv kunne genskabe denne følelse.

Babyer og småbørn har brug for hjælp til at regulere deres følelser. Hvis forældrene undlader at trøste barnet, når det græder, sker der en stigning i barnets kortisolniveau, hvilket indikerer, at barnet bliver stresset eller bange.

Et studie af søvntræning, hvor babyers gråd blev ignoreret ved sengetid, har vist, at barnet har forhøjet niveau af kortisol, både mens det græder og efter det er stoppet med at græde. På studiets tredje dag var de fleste af babyerne stoppet med at græde ved sengetid, men de havde stadig forhøjede niveauer af kortisol (Middlemiss et al., 2012).

Dette tyder på, at selvom barnet med tiden stopper med at græde ved sengetid, er det stadig stresset. Barnet lærer med andre ord ikke at berolige sig selv, når dets gråd ignoreres. Når barnet stopper med at græde, kan det derimod ses som et udtryk for, at det er stoppet med at kommunikere sine følelsesmæssige behov, da det har lært, at der ikke bliver responderet på dets signaler.

Sensitiv respons på barnets følelsesmæssige signaler har stor betydning for udvikling af evnen til selvregulering. Sensitiv respons vil sige, at forældrene reagerer omsorgsfuldt på barnets signaler ved for eksempel at holde om barnet når det græder, vugge det eller lignende.

Flere studier har vist, at særligt respons på barnets ubehag og gråd er vigtigt for udvikling af selvregulering hos barnet. Et studie viste for eksempel, at mere sensitiv respons i seksmåneders-alderen forudsagde bedre selvregulering, større sociale kompetencer og færre adfærdsmæssige problemer i alderen to til tre år (Leerkes, Blankson og O’Brien, 2009).

Også ældre børn har brug for at blive mødt med omsorg og trøst, når de er kede af det. Et studie fandt for eksempel, at højere grad af sensitiv respons, da barnet var fem år gammelt, var forbundet med bedre selvregulering tre år senere (Gottman, Katz og Hooven, 1996).

Hvis forældre derimod venter med eller undlader at trøste barnet, når det er ked af det, kan det risikere at skade barnets følelsesmæssige udvikling. Det kan føre til, at barnet kun udtrykker bestemte følelser, hvis det oplever, at der for eksempel ikke bliver reageret på tristhed, og det kan gøre det sværere for barnet at regulere sine følelser på egen hånd (Cassidy, 1994).

Trøst og omsorg har dermed en afgørende betydning for barnets følelsesmæssige udvikling. Jo yngre barnet er, jo oftere har det brug for regulering fra sine omsorgspersoner.

Efterhånden som barnet bliver ældre, vil det oftere kunne håndtere sine følelser på egen hånd. Dette dog er ikke ensbetydende med, at man ikke skal trøste et ældre barn, da barnet stadig kan have brug for hjælp til at håndtere for eksempel tristhed, skuffelse og frustration.

Referencer

Cassidy J. (1994). Emotion regulation: Influences of attachment relationships. Monographs of the Society for Research in Child Development, 59(2-3) 228-249.

Gottman, J. M., Katz, L. F., & Hooven, C. (1996). Parental meta-emotion philosophy and the emotional life of families: Theoretical models and preliminary data. Journal of Family Psychology, 10(3), 243 – 268.

Leerkes, E. M., Blankson, A. N., & O’Brien, M. (2009). Differential effects of maternal sensitivity to infant distress and nondistress on social-emotional functioning. Journal of Abnormal Child Psychology, 80(3), 762-775.

Middlemiss, W., Granger, D. A., Goldberg, W. A. & Nathans, L. (2012). Asynchrony of mother-infant hypothalamic-pituitary-adrenal axis activity following extinction of infant crying responses induced during the transition to sleep. Early Human Development, 88(4), 227-232. 

Om forfatteren

Camilla Juhl Dorland
Camilla Juhl Dorland er psykolog og har skrevet speciale om søvntræningsmetoden cry it out (CIO) og hvordan det påvirker barnet og dets tilknytning til forældrene.

Camilla har været brugt som ekspert i medierne, i forbindelse med debatten om “Godnat og Sov Godt” bogen.

Camilla er medstifter af og bestyrelsesmedlem af Foreningen Sovende Børn