Små børn kan ikke trøste sig selv

Babyer og småbørn har brug for hjælp til at regulere deres følelser. Hvis forældrene undlader at trøste barnet, når det græder, sker der en stigning i barnets kortisolniveau, hvilket indikerer, at barnet bliver stresset eller bange.

Et studie af søvntræning, hvor babyers gråd blev ignoreret ved sengetid, har vist, at barnet har forhøjet niveau af kortisol, både mens det græder og efter det er stoppet med at græde. På studiets tredje dag var de fleste af babyerne stoppet med at græde ved sengetid, men de havde stadig forhøjede niveauer af kortisol (Middlemiss et al., 2012).

Dette tyder på, at selvom barnet med tiden stopper med at græde ved sengetid, er det stadig stresset. Barnet lærer med andre ord ikke at berolige sig selv, når dets gråd ignoreres. Når barnet stopper med at græde, kan det derimod ses som et udtryk for, at det er stoppet med at kommunikere sine følelsesmæssige behov, da det har lært, at der ikke bliver responderet på dets signaler.

Sensitiv respons på barnets følelsesmæssige signaler har stor betydning for udvikling af evnen til selvregulering. Sensitiv respons vil sige, at forældrene reagerer omsorgsfuldt på barnets signaler ved for eksempel at holde om barnet når det græder, vugge det eller lignende.

Flere studier har vist, at særligt respons på barnets ubehag og gråd er vigtigt for udvikling af selvregulering hos barnet. Et studie viste for eksempel, at mere sensitiv respons i seksmåneders-alderen forudsagde bedre selvregulering, større sociale kompetencer og færre adfærdsmæssige problemer i alderen to til tre år (Leerkes, Blankson og O’Brien, 2009).

Også ældre børn har brug for at blive mødt med omsorg og trøst, når de er kede af det. Et studie fandt for eksempel, at højere grad af sensitiv respons, da barnet var fem år gammelt, var forbundet med bedre selvregulering tre år senere (Gottman, Katz og Hooven, 1996).

Hvis forældre derimod venter med eller undlader at trøste barnet, når det er ked af det, kan det risikere at skade barnets følelsesmæssige udvikling. Det kan føre til, at barnet kun udtrykker bestemte følelser, hvis det oplever, at der for eksempel ikke bliver reageret på tristhed, og det kan gøre det sværere for barnet at regulere sine følelser på egen hånd (Cassidy, 1994).

Trøst og omsorg har dermed en afgørende betydning for barnets følelsesmæssige udvikling. Jo yngre barnet er, jo oftere har det brug for regulering fra sine omsorgspersoner.

Efterhånden som barnet bliver ældre, vil det oftere kunne håndtere sine følelser på egen hånd. Dette dog er ikke ensbetydende med, at man ikke skal trøste et ældre barn, da barnet stadig kan have brug for hjælp til at håndtere for eksempel tristhed, skuffelse og frustration.