Brevkasse: Er det ok at lære mit barn at sove i egen seng? Jeg sover dårligt ved siden af hende og savner at sove sammen med min kæreste.

Kæreste du.

Jeg vil starte med at sige at det alene er dig, i samråd med din partner, der kan vurdere hvad der er rigtigt for jer og jeres barn.
Uanset hvad jeg eller andre måtte skrive, så er det JER der er forældrene og JER der har indsigten i jeres barn og jeres familieliv.

Når det så er sagt, så skriver du her fordi du gerne vil høre hvad vi tænker – tak for den tillid.

(Jeg advarer – der er et maraton-svar på vej.)

Som jeg forstår det, så sover I pt. adskilt. Er det fordi der ikke er plads til jer alle i soveværelset eller fordi din mand, og måske egentlig også dig selv, faktisk ikke trives med at sove i samme rum som baby? Det kan være en god ide at tænke lidt over det til en start – da det giver to forskellige udgangspunkter for hvad I kan gøre.

Du beskriver at jeres baby vågner med hyppige intervaller når I lægger hende i hendes egen seng, er meget ked af det og slet ikke kan finde roen igen.

Du beskriver ikke om hendes seng står “adskilt” fra din, omend i samme rum – men du fortæller at I har forsøgt at lægge hende i egen seng på eget værelse og at det bare gør alt værre.

Så – hvis vi kigger på det jeres barn fortæller jer, så er det at hun IKKE endnu er klar til at sove adskilt fra jer. Hun har brug for at mærke dig (måske sin far) jævnligt natten igennem.

Du spørger direkte ind til om I bare skal acceptere at jeres barn har brug for at sove hos jer. Det lyder lidt til at I indtil nu har kæmpet lidt imod jeres barns signaler om behovet for at være hos jer.

Nogle forældre oplever at forsøget på at få barnet til at sove selv gør barnets opvågninger værre. Gør behovet for nærvær og hjælp til at sove større. Man kan teoretisere at det kan være fordi barnet har følt sig presset og overvældet af situationen og nu søger tilbage til trygheden. Og det tager LANG tid at reparere relationen og trygheden, hvis man er kommet til at presse sit barn, så det er blevet overvældet.

Jeg skriver “kommet til”, fordi jeg tror fuldt og fast på at alle forældre gør det bedste de kan, med den information og støtte de har til rådighed. Det er bare ikke ensbetydende med at der ikke kan opstå situationer, hvor man tror man gør noget der vil hjælpe barnet – men det viser sig at presse barnet.

Så ja – det kan sagtens ske at det bedste I kan gøre – i hvert fald for nu – er at acceptere at jeres barn har brug for roen og trygheden i at ligge hos dig/jer. Mange forældre oplever at alene det at acceptere at det er sådan det er lige nu, gør en verden til forskel.

“Lige nu” er det vigtigste i den accept. Det er sådan det er lige nu. Det bliver ikke ved. Det stopper på et tidspunkt.

Accepten stopper den der konstante “kamp” for at få hende til at ligge uden dig – og giver jer alle ro til bare at være “lige nu”. Så kan det være I kan prøve igen om en måned eller to – børn udvikler sig lynhurtigt.

Jeg vil derfor forsøge at kigge på løsningsmuligheder hvor hendes behov for nærvær opfyldes – samtidig med at dit behov for søvn, uden at have hende klistret op af dig, opfyldes.

Kan det lade sig gøre at gøre jeres seng større?

• Tremmeseng uden side på, i niveau med jeres seng, i enten din eller fars side.
  Denne løsning tillader jer at “skubbe” hende lidt væk, men stadig med mulighed for at lægge en arm over hos hende – og det tillader hende at møffe sig hen til jer, når hun i en let opvågning har brug for at mærke jer.
• Ekstra madras ved siden af jeres seng, så I får en kæmpe seng. Samme muligheder som ovenfor, men tillader jer at have hende liggende skiftevis i din side, fars side eller i midten.
• Rigtig mange forældre oplever at de ikke sover godt når de sover sammen med deres barn. Men, når de får mere plads i sengen, så forsvinder problemet. Altså er problemet ikke det at sove sammen, men mere at der ikke er plads til at sove sammen. Kunne det tænkes at være tilfældet hos jer?

Opvågningerne om natten:

• Prøv at spekulere lidt i hvordan du kan komme igennem dem – for det er ikke sikkert du kan ikke stoppe dem.
• Kan I amme/flaske liggende, hvis hun får mælk om natten?
• Kan far og dig skiftes til at tage hende om natten?
• Slyngevugge? Bæresele? Yogabold?
• Når hun at vågne for meget op? Kunne det være en ide at tilbyde mere hjælp til at sove videre hurtigere – det er nemlig ofte en kæmpe faktor. Altså at man forsøger sig med en hånd på maven, lidt sshhyy og lidt nus, hvor barnet reelt har brug for mere hjælp med det samme, for ikke at vågne rigtigt op.

Du beskriver at du overvejer at lære hende at sove i egen seng – og at det vil blive nogle hårde dage.
Du beskriver at I allerede har forsøgt at få hende til at sove alene og at det ikke blot giver flere opvågninger, men også giver et meget ulykkeligt barn som ikke kan falde til ro og i søvn igen.

Det betyder at du allerede godt ved at hun ikke er klar til at sove selv – og jeg tænker umiddelbart at du bare ikke kan se andre muligheder, måske fordi du ikke færdes i en omgangskreds hvor andet praktiseres? (Jeg kender dig ikke, jeg kan tage fejl).

Men – Det du beskriver kan godt lyde lidt som Søvntræning.

Jeg føler mig forholdsvis sikker på at du ikke ønsker at søvntræne – den nuværende situation virker bare ikke for dig.

Så hvad kan du gøre, hvis du tænker at “sove i egen seng” (evt. på eget værelse) er eneste mulighed for jer?

Du kan væbne dig med tålmodighed – for det vil højst sandsynligt tage længere tid end 1 måned og kræve langt mere af dig, end at “holde ud” i samsovningen indtil hun er mere klar.

En måde at øve “sove i egen seng” er at blive ved at prøve, med så meget nus og kys og kram som hun har brug for – og hele tiden holde sig det for øje at pjevs, klynk og gråd er tegn på at hun ikke er klar til det du prøver (endnu).

En plan for at forsøge “sove i egen seng” kunne f.eks være:
1: Bruge nogle dage mindst på at være i tremmesengen, lege med dynen, bamsen, læse en bog, synge en sang og på ingen måde, ikke bare et øjeblik, gå fra hende. Viser hun at hun ikke vil være i sengen, så tager du hende op med det samme og prøver ikke igen, før hun igen har det fint med det.

* Vær opmærksom på hendes signaler. Pjevs, rækken ud efter dig, forsøg på at komme op af sengen, “protester” osv. er ikke en del af tilvænningen. Det er klare signaler på at hun ikke er tilpas og ikke længere vil. Mange taler desværre om at man må igennem disse “protester” for at vise barnet at det er ok at være i sengen (eller hvad end man nu er igang med) – men dette er barnets første rolige kommunikation. De fleste børn starter med disse små signaler og “skruer op” for intensiteten, så de til sidst græder. Det er vigtigt at vise barnet at man lytter ved de første signaler – så barnet ikke oplever at det kun er gråd der får dig til at reagere *

2: Når hun er glad for at være i sengen, så kan du prøve at tage sengen med i putterutinen, f.eks ved at hun sidder i sengen imens I læser en bog eller synger. Hun må gerne lege i sengen, hun må gerne snakke, synge med dig – du er hele tiden ved hendes side, med lyset slukket (evt. en lille natlampe) og du interagerer med hende så lidt som det kan lade sig gøre, uden at du på nogen måde ignorerer direkte kontakt. Hun må ikke blive ked af det eller på nogen måde vise signal til ikke længere at have lyst til at være i sengen, så tager du hende op med det samme og prøver ikke igen før hun gerne selv vil ned i sengen.

3: Nogle børn leger sig selv i søvn, hvis deres forældre har tålmodighed nok til at undlade at forsøge at “putte” – det er helt ok at lege sig i søvn, hvis man er glad og tilfreds imens.

4: Bliver hun på noget som helst tidspunkt ked af det eller viser signal til ikke længere at have lyst til at være i sengen, så må du tage hende op og vugge, nusse, synge, amme/flaske og acceptere at det var det hun kunne den dag.

Hun er ved at øve sig og det må ske i hendes tempo for at det bliver en god oplevelse for hende. Det er den gode oplevelse der skal præge hende, så hendes erfaring bliver at sengen er dejlig og noget hun til hver en tid kan sige nej tak til, så hun ikke på nogen måde forbinder sengen med noget ubehageligt hun ønsker at slippe væk fra.

Hun skal mærke at du er hos hende, at du hører hende når hun fortæller at nu kan hun ikke mere og har brug for dig.

5: Opvågningerne om natten er sværere. Hvis du sover i et andet værelse, så vil der være forsinkelse på at du når ind til hende. Hun skal larme “nok” til at du hører hende, du skal registrere at det er noget som ikke bare er en drøm og du skal ud af sengen og ind til hende. Det kan sagtens kun tage 30 sek – men 30 sek er LANG tid, når man er lille bitte og endnu ikke ved at folk stadig er der, selvom man ikke kan se dem. Du kan derfor opleve at selv små forsinkelser i at komme ind/hen til hende vil betyde at hun nu er rigtig vågen og ked (som du beskriver I allerede har oplevet). Det kan derfor være en god ide at du tager en madras ind til hende og ligger på gulvet ved siden af hende eller har hendes tremmeseng HELT op af din seng, imens I øver. Sålænge hun øver i at falde i søvn selv vil det kræve rigtig meget af hende og det er uhensigtsmæssigt at belaste hende yderligere med “falde i søvn selv” om natten samtidig.

Om natten har hun med al sandsynlighed brug for at blive vugget, nusset, krammet – og at sove videre hos dig/jer til en start. Det tager den tid det tager – og det er ikke bare 14 dage, det må I ikke forvente.

6: Det kan tage 2 uger – det kan tage 2 måneder – det kan vise sig at det bare ikke virker. Så længe I tager det i hendes tempo og følger hendes signaler, så er det noget I er i sammen om som familie, og hvor hun oplever at blive hørt. Bliver I utålmodige og begynder at presse hende, venter med at tage hende op selvom hun er ked, går fra hende selvom hun kalder – så er det søvntræning. Oplever I at der ikke er nogen former for fremgang, trods I er tålmodige og tager den med ro – så er hun simpelthen ikke klar.

Det er svært – det er det. Men det er jer der er de voksne og det betyder at det i sidste ende er jer der må indrette jer efter hendes behov. Det er ganske kort tid hun er så lille og har så stort et behov for hjælp – og det er jeres ansvar at give hende den hjælp.

Du spørger direkte om det er en okay beslutning at lære hende at falde i søvn selv – og naturligvis er det det – men! Der er et kæmpe men.

Herinde vil vi altid pointere barnets behov for og krav på at lære dette i eget tempo, med respekt for barnets udviklingstrin, signaler og helt individuelle behov.

Jeg håber at min lille roman har givet dig nogle tanker du kan bruge. Det er så nemt og utrolig normalt at stirre sig blind på sin egen situation – der kan lidt sparring med andre hjælpe en på vej.

Jeg er sikker på I finder den rigtige løsning for jer – I er eksperterne på netop jeres barn og jeres behov.

Jeg linker til lidt artikler om normal babysøvn, søvntræning og Selvregulering som I evt. kan kigge på, som en del af processen.

De bedste hilsener Mia