At sove i tremmeseng - uden utryghed og gråd

Af Mia Bernscherer Bjørnfort | 21 juni 2020 |

Der kan være mange grunde til at man som familie finder det nødvendigt eller vigtigt at barnet sover i i tremmeseng, evt. på eget værelse, og måske også falder i søvn i tremmesengen – og der er mange forskellige løsningsmodeller for dette.

I denne guide vil vi tage udgangspunkt i at “sove i tremmeseng” betyder at barnet sover i en tremmeseng med begge sider på, så barnet ikke kan komme ud af tremmesengen uden hjælp fra en voksen.

Er det en okay beslutning at lære barnet at sove i tremmeseng og evt. falde i søvn i den?
Naturligvis er det det – men! Der er et kæmpe men.

Herinde vil vi altid pointere barnets behov for og krav på, at lære dette i eget tempo, med respekt for barnets udviklingstrin, signaler og helt individuelle behov.

Det kan være svært – virkelig. Men det er jer der er de voksne og det betyder at det i sidste ende er jer der må indrette jer efter barnets behov. Det er ganske kort tid barnet er så lille og har så stort et behov for hjælp – og det er jeres ansvar at give barnet den hjælp.

Er barnet under 12 mdr bør man være opmærksom på at risikoen for vuggedød stiger, hvis barnet flyttes til eget værelse – risikoen er dog størst de første 6 mdr.

Der er tillige forskning der peger på, at ammende får mere søvn og nemmere etablerer og opretholder en tilstrækkelig mælkeproduktion, hvis de sover med barnet hos sig, da dette tillader nemmere amning uden at den ammende skal op og ud af sengen – samtidig med at både barn og den ammende kan falde i søvn under amning, uden at der opstår farlige situationer for barnet.

At sove i tremmeseng - et kulturelt pres?

At sove i tremmeseng er ikke nødvendigvis ensbetydende med at barnet tillige sover alene i et værelse – det kan f.eks sove i forældrenes værelse, helt op af forældrenes seng, i modsatte ende af forældrenes værelse eller dele værelse med søskende.

Når man overvejer løsningen med at barnet sover i tremmeseng, kan det være en god ide at tænke over hvad ønsket er baseret på?
Mange forældre oplever et pres fra familie, venner og fagpersoner for, at barnet skal sove i tremmeseng og evt. og så på eget værelse, men har ikke selvstændigt noget ønske om eller behov for dette.
Hvis dette gør sig gældende for netop jeres familie, så kan det være en god ide at støtte sig til, og holde fast i, at der absolut intet vidensbaseret belæg er for, at sige at tremmeseng og/eller eget værelse er en nødvendig eller naturlig del af et barns liv. Udsagn i denne retning er alene baseret på kultur og kan ignoreres.

For nogle forældre handler det om en opfattelse af at det at sove i tremmeseng, ofte i kombination med at barnet flyttes ud af forældrenes værelse, vil give bedre søvn og færre opvågninger. Ej heller her er der vidensbaseret belæg for sådanne udsagn.

Nogle familier sover med det lille barn i dobbeltsengen og begynder efterhånden at føle pladsmangel. Der kan de tænke at behovet for plads alene, eller måske mest naturligt, kan løses ved at barnet flyttes i egen seng, der placeres i forældrenes soveværelse eller et andet værelse.

Her kan det være værd at nævne at det for mange kan lykkes at lave en mindre omrokering af forældrenes soveværelse, hvormed dobbeltsengen kan udvides eller tremmesengen kan sættes på siden af dobbeltsengen, med kun én side på. En sådan løsning kaldes populært for en “sidevogn” eller en “sidecrib”. Langt de fleste nyere tremmesengen kan samles sikkert, uden den ene side. Denne løsning udvider med ét dobbeltsengen med ca 70 cm og giver forældrene mulighed for at lægge barnet i egen seng, samtidig med at både forældre og barn bevarer muligheden for kontakt natten igennem, hvis barnet får behov for dette. Denne udgave gør det tillige muligt at håndtere barnet om natten, uden at skulle op og ud af sengen.

Rigtig mange familier oplever at dette er en løsning der giver de mest optimale muligheder for at sove “selv” på nok plads – og samtidig have nem natteomsorg.

Nogle forældre vil opleve at alle trives rigtigt godt med tremmeseng med begge sider på – og ovenstående refleksioner er ikke tegn på at Sovende Børn taler imod tremmeseng med begge sider, men alene et spørgsmål om at sætte ord på de hyppigt forekommende situationer, som forældre kan have svært ved at finde ordentlig vejledning omkring.

Hvad kan familier gøre, hvis de tænker at “sove i egen seng” (evt. på eget værelse) er en mulighed de vil gå efter?

Man kan væbne sig med tålmodighed – for det vil højst sandsynligt tage længere tid end nogle uger at nå til og kræve langt mere ro og tålmodighed end man kan forestille sig.

Hvis man tidligere har sovet sammen med barnet, med eller uden sengedeling, kan det være en god ide virkelig at tænke over om ønsket om eller behovet for at barnet sover i tremmesengen eller på eget værelse er “det værd” i forhold til den tid og energi der skal bruges på at lære barnet at sove i tremmesengen/på eget værelse.

For særligt de små og større babyer, vil det med al sandsynlighed være langt mindre energikrævende at “holde ud” i samsovningen indtil barnet er ældre og har overstået de første store spring i tilknytningen, hvor der er udpræget separationsangst.
Dette sker ved ca 8-10 mdr og igen omkring 1,5 år.

Man kan også opleve at man forsøger sig med tremmeseng – men at barnet simpelthen bare ikke er klar. Her kan man hurtigt falde i fælden med at få tanker om at “barnet aldrig bliver klar af sig selv” og føle sig presset til at sætte hårdt mod hårdt og gennemføre tremmesengs-træningen.

Det er naturligt at blive utålmodig eller føle sig presset af egen eller andres forventning om “sove i egen seng” – det er dog vigtigt som voksen at bevare roen og se situationen for hvad den er: Barnet er ikke klar endnu – men vil blive det på et senere tidspunkt, der kan ligge uger, måneder eller år fremme, afhængig af barnets alder og familiens overordnede livssituation.

Nogle tidspunkter i barnets liv er ikke optimale at forsøge sig med tremmeseng i:

– Hvis barnet er sygt

– Hvis barnet udviser tegn på separationsangst (hvilket er en naturlig adfærd og ikke bør “bekæmpes” med adskillelse)

– Hvis barnet er i gang med de store tilknytningsspring, der ligger omkring 8-10 mdr og igen omkring 1,5 år, da barnet her er særlig sårbar over for adskillelse.

– Hvis barnet skal til at starte eller lige er startet i pasningsordning, da barnet her har brug for nærvær og kropskontakt resten af døgnet, for at bearbejde det nye.

– Hvis barnet lige har fået en søskende – eller lige er på vej til at få en søskende. I denne situation er barnet utrolig sårbar og følsom overfor alt der kan føles som afvisning fra forældrene.
Ønsker man at øve tremmeseng inden der kommer et nyt barn, gøres dette bedst i god tid inden, så man som forælder ikke oplever presset af den forestående familieforøgelse og at “skulle nå det” inden det nye barn kommer.

– Hvis barnet er på vej til at opleve eller lige har oplevet flytning og/eller samlivsbrud, da barnet her har brug for, at så mange ting som muligt er som de plejer.

Som med alle andre ting er ovenstående guidelines – det er forældrenes vurdering af barnet der er vigtig. Måske netop jeres barn bare er klar – også selvom det oplever én eller flere af ovenstående situationer.

I har besluttet at forsøge, at barnet skal sove i tremmesengen - hvad nu?

En måde at øve at sove i egen seng, er at blive ved med at prøve, med så meget nus og kys og kram som barnet har brug for – og hele tiden holde sig det for øje at pjevs, klynk og gråd er tegn på at barnet ikke er klar til det man prøver (endnu).

En plan for at forsøge “sove i egen seng” kunne f.eks være:

1: Brug nogle dage (mindst) på at være i tremmesengen, lege med dynen, bamsen, læse en bog, synge en sang og på ingen måde, ikke bare et øjeblik, gå fra barnet. Viser barnet, at det ikke vil være i sengen, så tager du barnet op med det samme og prøver ikke igen, før barnet igen har det fint med det.

* Vær opmærksom på barnets signaler. Pjevs, rækken ud efter dig, forsøg på at komme op af sengen, “protester” osv. er ikke en del af tilvænningen. Det er klare signaler på at barnet ikke er tilpas og ikke længere vil. Mange taler desværre om at man må igennem disse “protester” for at vise barnet at det er ok at være i sengen (eller hvad end man nu er igang med) – men dette er barnets første rolige kommunikation. De fleste børn starter med disse små signaler og “skruer op” for intensiteten, så de til sidst græder. Det er vigtigt at vise barnet at man lytter ved de første signaler – så barnet ikke oplever at det kun er gråd der får dig til at reagere *

2: Når barnet er glad for at være i sengen, så kan du prøve at tage sengen med i putterutinen, f.eks ved at barnet sidder i sengen mens I læser en bog eller synger.
Barnet må gerne lege i sengen, barnet må gerne snakke, synge med dig – du er hele tiden ved barnets side, med lyset slukket (evt. en lille natlampe) og du interagerer med barnet så lidt som det kan lade sig gøre, uden at du på nogen måde ignorerer direkte kontakt.
Barnet må ikke blive ked af det eller på nogen måde vise signal til ikke længere at have lyst til at være i sengen, så tager du barnet op med det samme og prøver ikke igen før barnet gerne selv vil ned i sengen.

3: Nogle børn leger sig selv i søvn, hvis deres forældre har tålmodighed nok til at undlade at forsøge at “putte” – det er helt ok at lege sig i søvn, hvis man er glad og tilfreds imens.

4: Bliver barnet på noget som helst tidspunkt ked af det eller viser signal til ikke længere at have lyst til at være i sengen, så må du tage det op og vugge, nusse, synge, amme/flaske og acceptere at det var det barnet kunne rumme den dag.
I er i gang med at øve og I ønsker at gøre det trygt og uden gråd – hold fokus på at dette er en proces.

Barnet er ved at øve sig og det må ske i barnets tempo for at det bliver en god oplevelse for det. Det er den gode oplevelse der skal præge barnet, så barnets erfaring bliver at sengen er dejlig og noget det til hver en tid kan sige nej tak til, så det ikke på nogen måde forbinder sengen med noget ubehageligt det ønsker at slippe væk fra.

Barnet har brug for at mærke at du er hos det, at du hører det når det fortæller, at nu kan det ikke “øve sig” mere og har brug for dig.

Små skridt af gangen, så barnet kan følge med. At presse på vil kun gøre barnet utrygt og så kommer I slet ikke videre. I er et team, du og barnet, og I arbejder jer langsomt frem mod målet.

5: Opvågningerne om natten er sværere.

Hvis du sover i et andet værelse, så vil der være forsinkelse på at du når ind til barnet.
Barnet skal larme “nok” til at du hører barnet, du skal registrere at det er noget som ikke bare er en drøm og du skal ud af sengen og ind til barnet. Det kan sagtens kun tage 30 sek – men 30 sek er LANG tid, når man er lille bitte og endnu ikke ved at folk stadig er der, selvom man ikke kan se dem.
Du kan derfor opleve, at selv små forsinkelser i at komme ind/hen til barnet vil betyde, at barnet nu er rigtig vågen og ked.

Det kan derfor være en god ide at du tager en madras ind til barnet og ligger på gulvet ved siden af barnet eller har barnets tremmeseng HELT op af din seng, imens I øver. Så længe barnet øver at falde i søvn selv, vil det kræve rigtig meget af barnet og det er uhensigtsmæssigt at belaste barnet yderligere med “falde i søvn selv” om natten samtidig.

Om natten har barnet med al sandsynlighed brug for at blive vugget, nusset, krammet – og at sove videre hos dig/jer til en start. Det tager den tid det tager – og det er nok ikke bare 14 dage, det må du ikke forvente.

6: Når barnet er trygt ved at falde i søvn i sin tremmeseng, kan I, hvis I ikke allerede har prøvet dette også, begynde at arbejde med at barnet også falder i søvn i tremmesengen ved opvågninger om natten. Det er ikke sikkert, at det der får barnet til at sove ved aftenputningen, også er det der virker om natten. I må ganske enkelt prøve jer frem.
Måske skal der vugges og synges lidt først, måske er det aftensangen der nu blot skal nynnes mens I holder i hånd, måske har barnet (og du selv midt i din nattetræthed) brug for at du putter dig på en madras ved siden af barnet, med hånden ind mellem tremmerne.

Igen gælder det at det er en process – og små skridt frem kommer I længst med. Barnet vil lynhurtigt reagere på pres og kæmpe imod – og dette er ikke en kamp, for så har I alle “tabt” på forhånd.

7: Det kan tage 2 uger – det kan tage 2 måneder – det kan vise sig at det bare ikke virker. Så længe I tager det i barnets tempo og følger barnets signaler, så er det noget I er i sammen om som familie, og hvor barnet oplever at blive hørt.

Nogle børn kan falde i søvn i tremmesengen ved aftenputningen, men har brug for at blive vugget i søvn og først lagt ned sovende ved natopvågningerne. Nogle børn har brug for at blive vugget i søvn som sidste del af puttemetoden, efter hygge og sang i tremmesengen, men kan nusses og holdes i hånd til at sove videre ved natopvågningerne. Alle børn er forskellige og så længe I holder fokus på at se netop jeres barns signaler og behov – så kan I skabe en puttemetode der virker for netop jeres familie

Bliver I utålmodige og begynder at presse barnet, venter med at tage barnet op selvom barnet er ked, går fra barnet selvom barnet kalder – så er det søvntræning.

Oplever I at der ikke er nogen former for fremgang, trods I er tålmodige og tager den med ro – så er barnet simpelthen ikke klar.

Oplever du som forældre øjeblikke af afmagt og utålmodighed, der føles som indre raseri der må UD – så vid at det er HELT ok at trykke på stopknappen den dag.

Tag en pause fra at øve tremmeseng, få om muligt hjælp fra den anden forælder eller en anden voksen – og GØR DET DER VIRKER og som skaber ro i situationen. Også selvom det kan føles “forbudt”: Tegnefilm kl 22, en is i sofaen kl 20:30 eller at tage barnet med i seng og putte til der igen er ro i nervesystemet.

Mister du overblikket og kommer til at presse barnet eller bruge en hård tone – så vid at du kan sige undskyld til barnet og prøve igen én eller flere dage senere. Alt er ikke tabt – det er ikke nødvendigt at skifte til en “hård” tilgang.

Når du til et punkt hvor I bliver hårdhændede overfor barnet, så placer barnet i tremmesengen – gå ud af rummet, tæl til ti imens du evt. får skabt kontakt til en anden voksen der kan hjælpe – og gå så tilbage til dit barn og giv det omsorg.

Det er langt bedre at du går fra barnet kortvarigt, selvom det græder, end at du har en hårdhændet adfærd overfor det. Dette er en sikker håndtering af en situation der er helt normal at stå i.

Om forfatteren

Mia Bernscherer Bjørnfort

Mia Bernscherer Bjørnfort er uddannet frivillig ammevejleder fra både det anerkendte La Leche League og Ammenet.dk.

Mia har vejledt og støttet over 1000 familier i amning, såvel som vejledt i normal baby- og børneadfærd herunder søvn.

Mia har blogget om baby- og børnesøvn, amning og forældreskab i adskillige år.

Mia er medstifter af og næstforperson i bestyrelsen for Foreningen Sovende Børn.