Sovende Børns position i forhold til Aware Parenting’s crying in arms/stress release crying

I en mail og efterfølgende i et opslag i vores facebookgruppe har vi fået spørgsmålet om, hvad vi tænker om ‘crying in arms’, som er et begreb, der benyttes i den forældrestil, der betegnes ‘Aware Parenting”.

I Danmark er aware parenting nok mest kendt fra Mette Carendis bog ‘Harmoniske Unger’.

Vi er en smule forsigtige her, for det at kalde noget Aware Parenting er ikke ensbetydende med, at det praktiseres ens.

Det er vores opfattelse, at Aware Parenting spænder lige så bredt, som alle mulige andre former for ‘forældrestile’.

En AWP forælder er således én AWP forælder og håndterer tingene på én måde, mens en anden AWP forælder håndterer tingene anderledes. 

I dette blogindlæg vil vi således beskrive, hvad vi, Sovende Børn, tænker om ‘stress release crying’, som det beskrives i forbindelse med aware parenting. Indlægget handler isoleret om dette.

Stress release crying

Det er vores opfattelse, at aware parenting arbejder med ‘stress release crying’ – altså at man kan komme af med stress og andre svære følelser igennem det at græde.

Det er korrekt, at voksne udskiller stresshormoner, når de græder, så på den vis kan man godt argumentere for, at det kan være forløsende at græde for både børn og voksne.

Der, hvor det bliver svært, er, når vi skal tale om konteksten af gråden – og hvem det er, som græder.

Vi vil derfor gennemgå, hvad det egentlig er, der sker, når barnet ender i gråd, råb og skrig, og hvad man kan gøre.

Co-regulering er første skridt på vejen til at udvikle selvregulering

En voksen er i stand til at selvregulere, altså at reflektere over situation og berolige sig selv ved f.eks at aflede sig selv, tænke anderledes om det, der er svært eller opsøge ting, der beroliger og trøster.

Voksne, der oplever noget, som er så ‘voldsomt’, at de ikke kan selvregulere, har brug for hjælp udefra f.eks i form af, at andre drager omsorg for dem, taler med dem, hjælper dem med at reflektere, aflede osv. Dette er årsagen til, at man ved voldsomme hændelser benytter krisepsykologer for at sikre, at personerne hjælpes gennem følelserne. Krisepsykologer arbejder altså med co-regulering: at være tilgængelig og støtte personen i bearbejdelsen af hændelsen. Det samme gør sig gældende for almindelig psykologhjælp, blot i mindre omfang.

Det lille barn kan ikke selvregulere og har altid brug for hjælp til dette.

Det kan f.eks være ved, at en voksen tilbyder kropskontakt, vuggen, taler beroligende, synger en sang, sætter ord på barnets følelser og spejler barnets følelse, så barnet oplever, at den voksne forstår barnet.

Større børn har begyndende selvregulering, men har brug for støtte til at regulere sig selv. Store børn har til dels evnen til at selvregulere, men har måske udviklet en uhensigtsmæssig måde at gøre det på eksempelvis, fordi de ikke i tilstrækkelig grad er blevet guidet af en omsorgsperson og dermed ikke har set det modelleret. De kan f.eks have lært sig selv at gå væk fra det svære og sparke til ting, eller at grine mekanisk for at forsøge at modvirke følelsen af skyld/flovhed. 

Faktaboks: Spejling

At spejle et barn: med ord, kropssprog og mimik at vise barnet, at man forstår det, føler med det – men ikke som det.

Eksempel: Det lille barn slår ud med armene og græder, når man lægger det på puslebordet. Spejlingen vil være at sætte ord på barnets oplevelse og følelser. I eksemplet her f.eks ‘Du blev helt forskrækket, da jeg lagde dig’.

En indfølende reaktion på barnets forskrækkelse kan se sådan ud:

Man kan føre barnets arme blidt ind til kroppen og holde det nænsomt, imens man med rolig stemme siger ‘Du blev helt forskrækket, da jeg lagde dig. Såååå lille skat, jeg er lige her, jeg passer på dig, du blev lige forskrækket. Der sker ikke noget, jaaaa, såååå, det er ok, jeg hjælper dig’.

Man hjælper her barnet til at finde ro i sin krop ved at føre armene tilbage til kroppen, gerne op til brystet/hagen, spejler barnet i oplevelsen at blive forskrækket og støtter barnet i at finde tilbage til roen ved at tale beroligende.

Hos rigtig mange børn vil denne form for støtte, gentaget tusindvis af gange, være det fundament, barnet lærer at berolige sig selv med.

For hver gang barnet oplever at blive støttet i at finde tilbage til roen med forskellige former for trøst, spejling og beroligelse, jo bedre lærer barnet, hvad det kan gøre for at berolige sig selv.

Selvberoligelse, også kaldet selvregulering, kommer således fra at være blevet co-reguleret tusinde og atter tusinde gange.

Hos nogle børn er denne spejling og enkle beroligelse nok, og barnet kan bringes tilbage til ro.

Hvis nu barnet fra puslebordet ikke kan bringes til ro, men fortsætter med at græde, så må der mere til. Det kan f.eks være at tage barnet op og tale roligt til det – og her vil mange finde det naturligt at vugge barnet lidt.

Hjælper dette heller ikke, kan man holde det ind til sig, vugge det (mere), tale beroligende til det, gå væk fra puslebordet – eller tilbyde sut eller brystet, fordi det at sutte i sig selv, samt det at få mælk, er beroligende.

Man skruer altså op for mængden og intensiteten af hjælpen – og ofte vil dette ‘skrue op’ ske hurtigt, hvis barnet er lille og langsommere, hvis barnet er større.

Hjælper dette heller ikke, og kan barnet selv efter fortsat forsøg på at trøste og berolige, ikke ‘komme ud af det’, så kan det være en ide at forsøge med afledning.

Afledningen er altså ‘det sidste’ – fordi alt andet er prøvet over noget tid, og barnet ikke kan ‘komme ud af affekten’.

Affekt: Når barnet er oprevet og overvældet af sine følelser

Et barn, der er overvældet af sine følelser, er et barn, der har det rigtigt svært. For os voksne kan det tit og ofte være rigtigt svært at forstå, hvorfor barnet er SÅ oprevet, det var jo bare….. Et papir der blev krøllet, et nej til en is, lillebror der rørte ved legoet eller en dør, der smækkede.

Barnet græder, råber, smider med tingene – eller sig selv. Nogle betegner det, som en nedsmeltning, at barnet er ‘hysterisk’, at barnet ‘flipper ud’ og mange andre farverige beskrivelser.

Uanset om vi forstår det eller ej, så sker det – og det nytter ikke noget at forsøge at stoppe det – når først barnet er nået ‘derud’, så er der ikke en stopknap.

Det er vigtigt at vide, at et barn, der er i affekt, er midt i en fysiologisk reaktion – hormoner i hjernen suser rundt og skal have tid til at klinge af, inden barnet kan beroliges.

Barnet kan således virke til at være længe om at falde til ro igen – måske 10-15-20 min. 

Her bliver det rigtigt svært – for mange forældre har ikke selv lært at ‘være i følelsen’ og har derfor også svært ved at være i barnets affekt uden selv at blive urolig, frustreret eller sågar vred. Det er alt sammen udtryk for den afmagt, man føler, når man ikke føler, man kan ‘få det til at stoppe’ eller gøre noget, bare et eller andet, som da for filan får barnet tilbage til roen.

Hvis man oven i købet ikke forstår barnets følelser og måske endda tænker tanken, at det er noget pjat, så er der ganske kort vej til frustration.

Det kalder man affektsmitte – og det virker begge veje, det kan være ganske smart.

Du kan altså som voksen ‘lade dig smitte’ af barnets affekt og selv blive oprevet – eller du kan bevare roen i eget nervesystem og smitte dit barn med din ro.

Aware parenting i relation til gråd, skrig og voldsomme følelser

Vores opfattelse er, at Aware Parenting arbejder meget med denne ‘ro der beroliger’ – altså at de voksne bør bevare overblikket og roen, evt. tale beroligende med barnet og skabe rum for barnets følelser, indtil barnet har fundet tilbage til roen, f.eks igennem gråd, som de mener kan være et redskab til at bearbejde sine følelser og få afløb for alle disse følelser, stress mm.

Vi opfatter, at dette er det, der kaldes crying in arms/ stress release crying.

Dette for at sikre, at barnet får lov at være i sine følelser, at de klinger af og bliver ‘sat fri’, så de ikke hober sig op som uforløste følelser – så barnet lærer at være med sine følelser og få den ud (i tæt kontakt med og støtte fra en voksen) uden at have brug for afledning.

(Vi er ikke eksperter i Aware Parenting og tager gerne imod feedback. Dette er, hvad vi har kunne finde omkring denne forælderstil, og derfor hvad vi svarer ud fra)

Det er vores opfattelse, at nogle AWP forældre IKKE går videre til ‘mere trøst’ og således ikke vugger, krammer, tilbyder bryst, sut eller lignende – fordi de er af den opfattelse, at dette er en afledning, der vil ‘lukke ned’ for følelserne, inden disse er blevet frigjort fra barnets system. Følelserne vil således hobe sig op og kunne skabe problemer senere.

Det er vores forståelse, at nogle AWP forældre kobler det at vugge, kramme, tilbyde sut/bryst sammen med en form for ‘afhængighed af (uhensigtsmæssig) afledning’ med det ene formål at lukke ned for gråden. Altså at barnet vil skabe associationer til dette og vokse op med en opfattelse af, at gråd/følelser er ‘farlige’, og at man må aflede sig selv fra det/dem, i stedet for at føle dem og være i og med dem.

For nogle er det dog tydeligt, at det at ‘gøre noget’, er det, der giver personen styrken (eller kontrollen om man vil) til at komme ud af følelsernes vold og ind i en process med at håndtere og bearbejde følelserne. En slags midlertidig afledning.

Det kan f.eks være at tillade sig selv at være rigtig rigtig ked af det og gå ombord i junkfood og Netflix, få frustrationerne ud ved at træne/om-dekorere hjemmet, i en periode knokle igennem på arbejde, finde en ny interesse eller lignende. Her skades ingen og handlingen kan være første skridt i processen med at bearbejde følelserne i et tempo, der er håndterbart.

Det er korrekt, at nogle voksne som børn f.eks har lært at trøstespise sig ud af følelsesmæssig uro, ganske såvel som nogle voksne indtager (for meget) alkohol, træner (for meget), søger ‘flugt’ i arbejde/utroskab, afbryder relationer/søger nye (friend-hopping) osv., når noget bliver svært.

Disse ting er naturligvis ganske uhensigtsmæssige mestringsstrategier, HVIS denne handling samtidig betyder, at personen ikke får bearbejdet følelserne, og at de selv eller andre skades i processen. 

Nogle voksne ender i regulære misbrug (sex, stoffer, alkohol, vold, mad, træning mm.), hvor de skader dem selv og evt. andre – det er naturligvis aldrig en hensigtsmæssig tilgang til at håndtere svære følelser.

Sovende Børns position i forhold til stress release crying/crying in arms

Vi kan ikke se rationalet bag tanken, at det at vugge, kramme, trøste, tilbyde sut/bryst – og i sidste ende aflede – skulle føre til disse former for afhængighed, uhensigtsmæssige handlemønstre eller at følelser ikke bliver bearbejdet og/eller kan opleves som ‘farlige’; ikke når det ikke isoleret set handler om at få barnet til at ‘stoppe med at græde’. 

Tværtimod ser vi ganske meget forskning, der beskriver at netop det at hjælpe barnet tilbage til roen ved at være fysisk og følelsesmæssig tilgængelig, som AWP forældre også er, samtidig med at man aktivt forsøger at trøste barnet ved at holde, vugge, tilbyde bryst, en bamse eller lignende, er i overensstemmelse med denne spejling, som barnet har god gavn af.

Hvis forældre bevidst tilbageholder vuggen, kram, nus, bryst, sut eller lignende, trods de ved, at barnet ville finde tilbage til roen ved brug af dette – så tænker vi, at det som udgangspunkt er uhensigtsmæssigt. Indfølende reaktion, altså det, der kaldes ‘sensitiv respons’, er der overordentlig meget forskning omkring, og det peger på, at det er en helt essentiel faktor i barnets sunde udvikling.

Igen – vi er ikke eksperter i Aware Parenting, selvom vi ved en god del om trøst i forhold til søvn, men I bad om vores tanker og dem, vil vi naturligvis gerne give.

Vi tænker overordnet set, at det i sidste ende handler om, at vi som voksne arbejder med os selv og øver os i at være i barnets voldsomme følelser sammen med barnet – samtidig med, at vi støtter barnet i at finde tilbage til roen, og det er der jo mange måder at gøre på.

Mærker man, at man har svært ved at være i følelserne med barnet og føler sig på vej til at miste kontrollen, så kan afledning og/eller ‘whatever works’ være en rigtig fin måde at skåne både barn og voksen, hvorefter den voksne kan reflektere over sin egen evne til at regulere – og tage stilling til, om der er behov for at arbejde med dette, evt. vha. en professionel.