Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da vi efterhånden har svært ved at finde ud af, om vi gør det rette i forhold til vores søns søvn om dagen. Han er knapt 5 måneder gammel.

Den første måned sov han meget både nat og dag, men da han blev 5,5 uge, kunne han pludselig kun sove max 35 minutter ad gangen om dagen, hvis han lå alene. Og faldt kun i søvn ved vuggen i armene eller i viklen. Eller ved amning. Hvis han skulle sove en længere lur, skulle det foregå enten i viklen eller ovenpå mor. Barnevognen udløste gråd, så den tog vi en pause fra på det tidspunkt.

I mellemtiden er han vokset ud af strækviklen, men er i stedet blevet glad for sin slyngevugge, som vi har anskaffet os en motor til – fordi han kun sover, så længe den er i bevægelse. Det samme gælder barnevognen – den skal køre, hvis han skal sove. Mange lure er stadig kun på 35 minutter, men det hænder, at han sover længere – oftest ved i hvert fald én af dagens lure. Slukker vi slyngevuggemotoren eller stopper barnevognen, vågner han med det samme – og oftest er det med gråd.

Sundhedsplejersken mener, at vi skal øve ham i at sove uden bevægelse. Det samme gør flere familiemedlemmer, og jeg bliver ofte ked af det, når der spørges skeptisk ind til slyngevuggen, fordi jeg godt kan mærke, at nogle synes det er ‘underligt’, at han sover i den. Ligesom jeg bliver ked af det og usikker, når jeg får at vide, at vi har vænnet ham til at sove på den måde (I bevægelse), fordi han har siddet meget i viklen, og nu sover i enten vuggen med motor eller i den rullende barnevogn.

Der var ikke noget jeg hellere ville, end at han stod udenfor og sov sødt i sin stillestående barnevogn. Men sagen er den, at hvis ikke vi hjælper ham med bevægelsen ved indsovning, så falder han simpelthen ikke i søvn. Uanset om han er træt, overtræt eller ‘undertræt’. Og hvis ikke vi hjælper med bevægelse under søvnen, så vågner han med det samme igen. Så derfor, er det det, vi gør: lader ham sove i vuggen med motor eller i barnevognen, der kører.

Som førstegangsforældre bliver man nemt usikker, og jeg føler ofte, at jeg skal forklare mig – eller at jeg ‘selv er ude om det’, fordi vi har ladet ham sove i bevægelse og derfor er blevet ‘afhængig’ af det. Men når man står med en baby, der ikke kan falde i søvn/sove videre selv, så bliver man desperat. Og gør, hvad der skal til. For hvis ikke han får sin søvn, trives han jo ikke.

Det blev en lang smøre. Men mit spørgsmål går på, hvad vi skal gøre. Lade ham sove i bevægelse eller sætte alle sejl ind på, at han skal lære at falde i søvn/sove uden bevægelse. Og hvis vi skal – hvordan gør man så det? Accepterer, at ens baby så bare ikke sover/sover ret meget. Det lyder for mig helt skørt. Men jeg føler mig ikke forstået ret mange steder. Det er som om SP og andre ikke kan forstå, at han ikke bare lægger sig til at sove/sover, når han bliver træt nok.

Om natten sover han ok. Vi samsover, og han bliver ammet i søvn. Han vågner mellem 2-4 gange i løbet af natten, hvor han bliver ammet og sover videre igen med det samme.

Kærlig hilsen

En usikker (Og træt) mor

Kæreste du.

Sikke noget hva. I har noget der virker, som I virkelig har testet og prøvet af for at komme frem til – og pludselig bliver I i tvivl om det hele faktisk bare har været noget rigtig bras og I burde have gjort det hele anderledes, så det ikke skulle “rettes” nu.

Det er slet ikke en rart følelse at stå med.

Når du skriver, så læser jeg et forældrepar der har prøvet sig frem, aflæst deres barn, set og opfyldt barnets behov og som har stor indsigt i og forståelse for at det sådan det er lige nu, uanset hvad de selv kunne ønske sig og hvad omverden forsøger at forklare er “det rigtige”.

Jeg læser om forælder der har styr på situationen – og om forældre der pga. udefrakommende kommentarer begynder at miste tilliden til egne evner.

Jeg hører ikke at I som sådan er usikre – jeg hører at nogen siger noget til jer, som gør jer usikre og i tvivl om I overhovedet ved hvad I laver.

Men det gør I – ved hvad I laver! I gør det SÅ godt – så mega hamrende godt!

I har ganske rigtigt vænnet ham til noget…. Til at I ser ham, hører ham og hjælper ham – også når det er svært og hårdt og slet ikke på nogen måde nemt. Dét har I vænnet ham til.

At han har brug for bevægelse for at sove er normalt. Nogle har det i kort tid, nogle har det i lang tid. Nogle har brug for meget bevægelse lige i starten af luren, nogle har brug for en smule bevægelse hele luren igennem – det er lige så forskelligt som om du og jeg sover på maven eller på ryggen, når vi sover bedst.

I giver jeres barn ALT det han har brug for – og dét kan aldrig blive en dårlig vane.

At små babyer og børn har brug for bevægelse er normalt og faktisk noget der beroliger deres nervesystem og hjælper dem til at finde ro – uanset om det er i forbindelse med at de skal sove, er blevet forskrækkede, bange eller har slået sig.

Det bliver ikke ved – de vokser fra behovet. Så hvorfor mon det er så vigtigt for jeres SP at det bevægelse stopper? Kunne hun overhovedet begrunde det?

Hvordan tænker du at I kan ruste jer mod påvirkningen fra andre?
Det virker nemlig til at være det eneste I har brug for lige nu.

Jeres baby er 5 måneder og det eneste en baby på 5mdr har brug for, er forældre der gør et ihærdigt forsøg på at nusse, kysse, kramme, holde, snakke, lege og hjælpe. Babyer på 5 mdr har ikke brug for at “lære” noget som helst – de skal nok lære det de skal, når de er klar.

HVIS I når til et punkt hvor I ønsker at forsøge at trappe langsomt ud af bevægelse, så er det noget I kan gøre helt langsomt ved at bevægelser bliver mindre og mindre i slutningen af luren, så I ved at jeres barn har fået mulighed for at sove godt inden – det kan jo resulterer i at han vågner.

Hvis I når til at det er muligt at sove f.eks sidste halvdel af luren uden bevægelse, så kan I gradvist rykke nedtrapningen af bevægelsen længere og længere frem i luren, til I til sidst begynder at arbejde med mindre og mindre bevægelse allerede under putningen.
Det er ikke nødvendigvis noget I lige gør på 5-7 dage – det kan tage uger.

Lad jer ikke presse – gør det der virker for jer og jeres barn. Det er nemlig JER det handler om, ikke samfundets (knap så realistiske) forventninger til hvordan jeres barn burde sove.

De bedste hilsener Mia

Kategorier: Brevkasse