Søvntræning Nej Tak - Men må man så bare vente?

Hvis man ikke vil søvntræne – så må man jo bare bide det i sig og vente…

Nogle gange kan man være så filtret ind i følelser, at men kun kan se de meget håndgribelige løsningsmodeller.

Det gælder i aller højeste grad også i forhold til søvn – eller vi skulle nok nærmere sige “manglen på søvn”.

Hvis man som nye forældre møder vejledning om søvntræning – og klart melder ud at dét ikke er noget man ønsker, så er det ikke ualmindeligt at opleve at der bare ikke er mere vejledning at komme efter.

Det var dét – og pludselig bliver mulighederne stillet op som søvntræning vs. at gøre ingenting.

Man kan opleve at blive mødt med holdningen at man skal holde op med at klage, hvis man alligevel ikke vil “gøre det der skal til”.

Det kan efterlade særligt førstegangsforældre i troen eller følelsen af at der ikke ER andre muligheder, hvis det med søvnen er svært – man kan søvntræne eller også må man gå med det selv.

Det er bare ikke sådan det er – langt fra.
Der er MANGE forskellige muligheder for at justere på dagligdagen, putterutiner, puttemetoder og ikke mindst eks eget mindset.

Du, ja dig!, der står med et barn der ikke bare døser hen og putter sig… Du der er udkørt og opgivende…
Du der føler det er svært…
Du der føler du har brug for at tale med nogen om dit barns og måske også din egen søvn…

Vid at du har muligheder – som ikke betyder at dit barn skal trænes eller græde.

Kan den vejledning du har adgang til ikke give dig andre løsningsforslag – så husk at det alene handler om den som vejleder dig.
Det afspejler ikke, på nogen måde, at der ikke ER andre muligheder – uanset HVAD du så står med af udfordringer.

Der er ALTID andre muligheder – du skal måske bare lede andre steder efter dem.

I vores brevkasse og vores facebookgruppe forsøger vi at tilbyde alternativer til søvntræning.
Vejledning der respekterer barnets udvikling og vejledning der lægger vægt på relationen imellem barnet og forælderen.

Vi der vejleder har alle stået overfor vejledning om søvntræning.
Vi ved at det kan være svært at se andre løsninger – og vi vil gerne vise at der ER andre løsninger.

Om forfatteren

Mia Bernscherer Bjørnfort

Mia Bernscherer Bjørnfort er uddannet frivillig ammevejleder fra både det anerkendte La Leche League og Ammenet.dk.

Mia har vejledt og støttet over 1000 familier i amning, såvel som vejledt i normal baby- og børneadfærd herunder søvn.

Mia har blogget om baby- og børnesøvn, amning og forældreskab i adskillige år.

Mia er medstifter af og næstforperson i bestyrelsen for Foreningen Sovende Børn.