Kære sovende børn brevkasse
Min datter er 1 år og 6 mdr gammel, hun ammer stadig en del om natten, meget forskelligt hvor meget hun ammer om dagen men… Når jeg siger meget om natten, så snakker vi 1-2-3 gange i timen Ca. Og jeg er naturligvis ved at være en smule træt.
Vi sover i samme seng, jeg har prøvet at putte hende i tremmesengen som står uden side, helt op ad min seng, men hun sover bare bedst når hun kan mærke mig.
Jeg har fået råd som: stop amningen, stop natamningen, lad far tage over, eget værelse mm.
Jeg har fået kommentarer som:det er dig der vækker hende, det er en dårlig vane, det er dit behov osv.
Nå men, jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig en smule mere søvn, men det skal stadig foregå på min datters præmisser og det synes jeg ingen råd eller kommentarer peger på.
Kan jeg hjælpe min datter til længere søvn stræk om natten, uden at skubbe hende væk fra mig så at sige?
Hun går ikke i institution, vi er sammen døgnet rundt, stort set, så omsorg, nærhed og mor får hun massevis af. Jeg ligger ned og ammer, så jeg indimellem kan sove videre imens, det har fungeret rigtig godt førhen, men hun har i en lang periode på et par måneder eller 3 skiftet bryst, så jeg skal skifte side rigtig mange gange om natten og min søvn bliver derfor forstyrret rigtig meget. Undgår jeg at skifte, så vågner hun helt op og bliver ked af det.
Hvad det jeg ikke ved eller ikke forstår?
Kærlig hilsen en træt mor
Kære trætte mor.
Tiden omkring 1,5 år kan føles nærmest som at have en nyfødt igen – hårdt og som om søvn er noget man må google for at kunne huske.
Hvis man så, som dig, samtidig modtager kommentarer omkring amningen, som ikke ligefrem støtter op – så er det svært ikke at blive påvirket.
Du lyder til at være ved godt mod trods trætheden – og det lyder til at du er helt opmærksom på at ændringer i amningen optimalt set bør ske i et tempo barnet kan være med på, for at modvirke at barnet føler sig afvist.
Det er super frustrerende at mangle sparring og det er så fint at du har skrevet.
Det du beskriver er et barn der gerne vil sove tæt, helst så tæt at der er kropskontakt.
Du beskriver et barn der gerne vil amme mange gange om natten og at amningen om natten består af mange skift mellem brysterne.
Jeg vil starte med at sige at der ved ca 1,5 år ligger et stort udviklingsspring hvor rigtig mange ammende oplever at amningen bliver intensiveret og at barnet kan virke som om det aldrig får “nok” af hverken modermælk, bryst eller kontakt.
Det skyldes til dels at det andet store ryk i forhold til tilknytningen sker der (det første ligger ved 8-10 mdr) – og barnet er altså i gang med at cementere sin Tilknytning til sin omsorgsperson.
Når du beskriver behovet for kropskontakt, at barnet gerne vil skifte bryst og jeg så holder det sammen med alderen – så lyder det helt normalt. Trættende, bestemt! Dog stadig normalt.
Det med at skifte brysterne kan sagtens være en fiks ide – det får de ofte, de lidt større børn der ammer. Det kan dog også betyde at dit barn forsøger at fange nye nedløb hele tiden, det er nemlig nemmere for barnet at fremkalde nedløb, hvis det skifter skifter skifter bryst – altså at barnet forsøger at få øget produktionen, så flowet af mælk øges.
Hvis du tænker at dette kunne være tilfældet, så kan du evt. læse hos Ammenet eller søge hjælp hos en ammevejleder, som kan hjælpe med hvilke årsager der kan være til denne lavere produktion og hvad man kan gøre ved det.
Du spørger til hvordan du kan hjælpe dit barn til at sove længere stræk og hvordan du kan amme uden alt det skifteri – uden at hun føler sig skubbet væk.
Svaret kan godt være at det ikke er sikkert du kan det – men du kan prøve og se hvad der sker. Måske er dit barn slet ikke klar, måske er det muligt at lave små ændringer.
Så hvad kan du prøve?
– Sove lur med barnet, hvis du ikke allerede gør dette. Dette ændrer ikke på amningen, men det giver dig mere søvn, hvormed du måske bedre kan være i amningerne om natten.
– Tilbyd en tår vand om natten, når dit barn efterspørger brystet eller når du føler skifteriet bliver for slemt. Dit barn kan godt blive ked af det og det er helt naturligt. Der sker noget nyt og du ændrer på noget som barnet føler virker fint. Du kan holde, nusse, kramme dit barn og mærke efter om du kan være i at amme lidt mere eller om I sammen skal finde en anden måde at sove videre på. Måske du vil trøste og kramme lidt og så fortælle barnet at det kan amme én tår mere – det er kun dig der kan mærke det.
– Du kan øve at barnet kun må amme indtil du tæller ned fra 10, hvorefter barnet skal slippe brystet. Dette øves bedst om dagen, og først når barnet har forstået regelen kan du prøve om natten.
– Du kan prøve at bytte plads med far, når jeres barn allerede sover. Hos nogen giver det en mærkbar forskel, at barnet sover op af far og ikke mor.
Når alt kommer til alt, så er periode omkring 1,5 år bare rigtig rigtig svær i forhold til at “dæmpe” kontakten – og hvis I prøver nogle af ovenstående ting og det slet ikke duer, så kan det være en god ide at se det som et tegn på at det ikke er lige nu – og holde fat i “lige nu” delen.
Det er fuldt ud muligt at I kan prøve de samme ting om nogle måneder med helt andet resultat.
De bedste hilsener Mia.
Læs evt. mere via nedenstående links:
Mia er akkrediteret holistisk søvnvejleder, såvel som uddannet frivillig ammevejleder fra både La Leche League og Ammenet.dk.
Mia har personlig erfaring i Søvntræning, da hun med sit første barn modtog og fulgte flere forskellige tilgange – herunder Cry it out. Herudover har Mia erfaring med separationsangst i forbindelse søvn, både hos små og større børn, herunder neurodivergente børn.
Mia har tillige erfaring med fødselsreaktioner i kombination med meget grædende barn og det var igennem uddannelserne i amning, hun fik øjnene op for hvor vigtigt det er at styrke forældres tiltro til og reaktion på barnets signaler.
Mia er bestyrelsesforperson i og talsperson for Foreningen Sovende Børn.
3 Kommentarer
Brevkasse: Jeg føler mig låst, når jeg skal ligge hos min baby til hver lur og rende ind hele aftenen for at amme hende i søvn | Sovende Børn · april 17, 2020 kl. 1:47 pm
[…] Brevkasse: Min 1,5 årige ammer og vil skifte bryst hele natten […]
Brevkasse: 13 mdr og putning kan tage flere timer, selvom hun er så mega træt. Skal vi skære ned til kun én lur? – Sovende Børn · april 8, 2023 kl. 2:24 pm
[…] Brevkasse: Min 1,5 årige ammer og vil skifte bryst hele natten […]
Brevkasse: Jeg føler mig låst, når jeg skal ligge hos min baby til hver lur og rende ind hele aftenen for at amme hende i søvn – Sovende Børn · april 8, 2023 kl. 2:25 pm
[…] Brevkasse: Min 1,5 årige ammer og vil skifte bryst hele natten […]
Der er lukket for kommentarer.