Hej.
Jeg skriver i forbindelse med jeres opslag om spørgsmål til brevkassen.
Jeg har sammen med min mand vores søn på 10 måneder og 10 dage. Han er nu i en længere periode, ca siden jul, vågnet præcis en halv time efter han er blevet lagt i seng. Han græder uden egentlig at være lysvågen, og vi tager ham op. Så snart han kommer op, sover han videre, men når han så bliver lagt igen, begynder han at græde og skal op igen. Vi forsøger ofte 3-4 gange, hvor vi går og går med ham til han sover dybt og så forsøger at lægge ham. Det lykkes som regel efter de 2-3 gange. Herefter sover han ret uroligt med flere opvågninger de næste par timer, hvor ovenstående gentager sig.
Fra ca 22-01 sover han oftest nogenlunde, ammes og sover igen nogenlunde fra 01-04 og ammes og sover derefter uroligt til ca 6.30. Han sover ofte sammen med mig, fra vi har ammet ved 01 tiden.
Min mand mener, at det er en dårlig vane, han har fået at sove ved mig, og han vil gerne fravænne ham dette, så han kan sove godt i egen seng.
Han kommer i seng ved 20 tiden, når han viser træthedstegn. Vi har forsøgt både at putte tidligere og senere uden ændring i opvågningsmønstret.
Han ammes i søvn.
Indtil vores søn var ca 6 mdr., sov han kun 30 min af gangen om dagen, men lidt bedre om natten. Nu sover han ca 2×1 time og 15 min om dagen, men altså ret så dårligt om natten.
Jeg søger råd særligt i forhold til puttesituationen, hvor det er frustrerende at skulle ind og gå med ham efter de 30 minutter altid og derefter flere gange. Og det er så synd for ham, at han skal vågne og være ked af det.
Jeg mener ikke, at man kan give så lille et barn dårlige vaner, som fx at sove hos mig. Det mener min mand godt, at man kan. Vi har brug for vejledning i forhold til dette, da vi er uenige om tilgangen til dette.
Jeg håber, at I tager mit spørgsmål op og ser meget frem til vejledning fra jer eksperter
De bedste hilsner Mor
Kæreste du.
Det lyder som en rigtig svær situation – mest fordi I ser så forskelligt på det, hvilket, jeg læser, måske egentlig også er det, der er sværest for dig?
Jeg kan ikke lade være med at spekulere i, om du føler dig “presset” til at forsøge at få jeres søn til at sove “selv”, selvom det ikke er det, du tror, jeres søn har brug for?
Ud fra det du beskriver her, så har I et helt normalt barn – med helt normale behov.
Omkring 8-10 mdr er den første store fase i tilknytningen (ikke at forveksle med den “bonding”, man laver med barnet fra fødslen). Man kalder det også separationsangst, fordi barnet, i forbindelse med sin udvikling, opdager, at mor/far kan forlade det. Samtidig med, at barnet bliver bevidst om dette, så bliver barnet bange for at blive forladt. Indtil dette punkt har barnet, i grove træk, troet, at du og han hang sammen – at I var en samlet enhed.
Så, når jeres søn kalder… og kalder… og kalder… Så er det ikke en dårlig vane. Det er et oprigtigt behov for at have dig (eller måske far) tæt på, fordi han simpelthen er rigtig bange for, at I går fra ham.
Jeres søn har endnu ikke den kognitive udvikling til at forstå, at I er lige inde i stuen – hvis han ikke kan se eller røre jer, så er I “væk”.
Dette er basal udviklingspsykologi – men det er desværre ikke ret mange forældre, som får mulighed for at forberede sig på dette. I det vestlige samfund er der meget stort fokus på adskillelse og selvstændighed, og man ser derfor en “klisterbaby”, som noget negativt, der skal “lære at adskilles”.
Det er bare ikke sådan, det hænger sammen. Man kan ikke udvikle selvstændighed ved at “træne” det med forældrestyret adskillelse og forsøg på at få barnet til ikke at klistre.
For de fleste vil det blot have den modsatte effekt – fordi denne klisterperiode er noget, barnet SKAL igennem for at blive tryg i, at mor/far ALTID er der – og SÅ vil barnet vende sig mod verden og åbne op for alt det, verden har at tilbyde.
Først trygheden i mor/far – SÅ begynde at udforske verden.
Det har jo ikke så meget med søvn at gøre, hvis ikke man ved, at søvn føles som adskillelse for barnet.
Så: Hvad er det, jeres søn prøver at fortælle jer?
Jeg tror, du godt selv ved det – og alligevel “kæmper du imod”.
Det kunne være en rigtig god idé at kigge på, hvad det er, der gør, at du bliver ved at (forsøge at) gå fra ham, når du oplever, at det gør ham ked, og får ham til at kalde efter dig?
Hvad tror du, der ville ske, hvis du blev hos ham? Simpelthen gik i seng med ham – ikke nødvendigvis for at sove men måske så lidt Netflix på mobil eller lignende, læste en bog, hørte en podcast? Hvis du viste ham, at du er hos ham, at han ikke behøver vågne og kalde efter dig – for du går ikke fra ham?
Jeg er udemærket klar over, at det er det modsatte af, hvad du fortæller, din mand ønsker sig – og jeg kan ikke svare dig på, hvordan du får din mand til at forstå, at det er det, jeres søn har brug for.
Jeg kunne gisne om, at din mand måske er præget af egen opvækst eller den fortælling, der er om “sove i egen seng”, som var det den hellige gral.
Derudover er det helt almindeligt at ens partner savner en, savner den tosomhed der var tidligere – og det kan i nogle situationer godt komme til udtryk som en lidt hård tilgang til det med søvnen. For de fleste hjælper det at tale om det og få afstemt forventningerne – og få talt om savnet og sammen brainstorme om det måske er muligt at skabe tosomhed på andre tidspunkter. Nogle par har frokost-dates, hvor de ser en film eller lignende.
Jeres søn skal nok nå til at sove i egen seng – når han er klar. Måske er det om 1 måned, måske er det om 4.
Det er bare ikke nu. Ikke imens han er midt i separationsangsten. Det er det værst tænkelige tidspunkt at forsøge at arbejde med “sove i egen seng”, fordi barnet er i et udviklingsspring, der aktivt modarbejder adskillelse.
Så hvad siger “eksperten”?
Eksperten siger, at I er nødt til at starte med en samtale om de signaler, jeres barn viser jer.
Han vågner og kalder, når I går fra ham – og sover så fint, når I er hos ham.
Han fortæller meget tydeligt, at han har brug for jeres tilstedeværelse – brug for at mærke at han ikke bliver ladt alene. Brug for at opbygge en grundlæggende tillid til jer – som er det Tilknytning handler om.
Kan din mand være i det, tror du? Hvis han får denne viden om børns udvikling?
Når man får ny viden, kan man revurdere ens holdning, så den medtager den nye viden – måske er det en mulighed hos jer?
Det er en meget kort periode, jeres søn har dette intense behov for jer – måske 1,5-2 år af jeres liv ud af en levealder på 75-90 år. Tiden til aftener i sofaen kommer igen, det tør jeg godt love. Det er bare ikke lige nu.
Hvis I på et tidspunkt føler for at prøve igen med egen seng, så linker jeg bl.a. til et brevkassesvar med et forslag til, hvordan det kan gribes an – med respekt for barnets udvikling og signaler.
De bedste hilsener Mia
Læs evt. mere via nedenstående links:
Brevkasse: Er det ok at lære mit barn at sove i egen seng? Jeg sover dårligt ved siden af hende og savner at sove sammen med min kæreste.
Lad os snakke om dårlige vaner (og baby- og børnesøvn)
Hvordan Samsovning kan hjælpe dig og din baby
At sælge babysøvn – Hvem er søvntræningen egentlig til? Babyen eller forælderen?
Mia er akkrediteret holistisk søvnvejleder, såvel som uddannet frivillig ammevejleder fra både La Leche League og Ammenet.dk.
Mia har personlig erfaring i Søvntræning, da hun med sit første barn modtog og fulgte flere forskellige tilgange – herunder Cry it out. Herudover har Mia erfaring med separationsangst i forbindelse søvn, både hos små og større børn, herunder neurodivergente børn.
Mia har tillige erfaring med fødselsreaktioner i kombination med meget grædende barn og det var igennem uddannelserne i amning, hun fik øjnene op for hvor vigtigt det er at styrke forældres tiltro til og reaktion på barnets signaler.
Mia er bestyrelsesforperson i og talsperson for Foreningen Sovende Børn.
