Hvordan Samsovning kan hjælpe dig og din baby
Beslutningen om at samsove eller ej er voldsomt kontroversiel - og der er to sider af historien.
Af Diana Divecha | 7 Februar 2020 | Oversat med tilladelse
Oversætter: Mia Bernscherer Bjørnfort | Korrektur: Louise Madsgaard Christiansen
Få samtaler forældre imellem skaber lige så meget angst og fordømmelse som den om vores børns søvn: Hvor skal de sove og hvordan får vi dem til at sove igennem hele natten?
Vi beskriver nyfødte som “gode” eller ikke, afhængig af hvor meget de forstyrrer os i nattetimerne, ligesom vi tror, at babys søvn reflekterer vores forældrekompetencer.
Men vores antagelser og beslutninger om vores børns søvn er mere en refleksion af den kultur vi lever i, end af den videnskabelige evidens for, hvad der er bedst for børn, siger Antropolog James J. McKenna, i mange af hans 150 videnskabelige artikler om børns søvn. McKenna er “director emeritus” på “Mother-Baby Behavioral Sleep Laboratory” på University of Notre Dame (Mor-Baby Adfærds- og Søvnlaboratorium, red.), og forfatter til Safe Infant Sleep: Expert Answers to Your Cosleeping Questions. Han har dedikeret sin karriere til at forstå, hvad der sker med børn og deres omsorgsgivere, når de sover sammen versus adskilt.
McKenna’s konklusioner, støttet af andre antropologer og udviklingsforskere over de sidste 30 år, har kastet ham ud i en direkte konflikt med American Academy of Pediatrics (Foreningen af amerikanske børnelæger, red.) over anbefalinger om, hvor babyer bør sove. “Adskilt,” siger børnelægerne, mens McKenna og hans kolleger siger “Sammen, men sikkert.” McKenna’s lettilgængelige bog tilbyder vigtige indsigter om, hvordan samsovning (Sengedeling, red.) kan gøres sikkert og hvilke fordele det kan have for børns udvikling og forældres trivsel.
Hvordan blev søvn så kontroversielt?
I det meste af menneskets historie, skriver McKenna, sov forældre tæt på deres babyer for sikkerhed og beskyttelse, såvel som for forældrenes egen bekvemmelighed i forhold til at amme og sove. Arrangementet varierede – nogle forældre sov med deres babyer i den samme seng, på en måtte eller et tæppe; andre lagde babyerne i hængekøjer eller kurve, i armslængde; andre igen lagde dem i en “sidevogn”-type seng, helt tæt op af forældrenes seng. Fælles for dem var dog, at de alle sov, så de kunne mærke deres babyer.
For omkring 500 år siden, skiftede de vestlige samfund fra resten af verden i forhold til familiens søvn, forklarer McKenna. Historiske optegnelser fra Nordeuropa viser, at katolske præster tog imod skrifte (betroelser til præsten, red.) fra fattige kvinder som havde “lagt sig” på deres nyfødte og dermed kvalt dem, i et desperat forsøg på at begrænse deres familiestørrelse — de kunne ganske enkelt ikke forsørge endnu et barn. Som følge beordrede kirken, at babyer skulle sove i en separat vugge indtil 3 års alderen.
Over tiden flød andre vestlige trends sammen med den ordre: Øget rigdom og fokus på selvstændighed og individualisme gjorde, at separate soveværelser kom på mode. I tilføjelse hertil, gav freudiansk psykologi ægtesengen særlig status og hævdede, at babyer ville tage skade, hvis de blev udsat for forældrenes seksualitet. Religiøse og psykologiske meninger mente, at børn ikke skulle opdrages omsorgsfuldt eller “have deres vilje”, men krævede streng disciplin for at blive voksne. (“spare the rod, spoil the child” – på dansk: “Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide” fra Det Gamle Testamente, Ordsprogenes Bog, kapitel 13, vers 24).
Så sent som i 1960’erne, anbefalede “The kindly Dr. Spock” (amerikansk børnelæge og professor i pædiatri, red.) at nyfødte skulle trænes til at sove alene og hvis babyens gråd stressede forældrene, så kunne de lægge et håndklæde ved dørens fod for at dæmpe lyden. I 1990’erne “Ferberiserede” forældre deres børn – hvor de lod dem græde sig selv i søvn alene (Cry-It-Out), baseret på bogen Solve Your Child’s Sleep Problems af Richard Ferber
(Ovenstående bog er i mange henseender en amerikansk version af “Godnat og Sov Godt” af Eduard Estivill og Silvia De Béjar, red.).
De psykologiske fordele af samsovning
Imens alt dette skete, observerede antropologer at alle pattedyr og primater, såvel som størstedelen af ikke-vestlige samfund jorden rundt samsov. Derfor måtte det være sandsynligt, at denne praksis havde nogle biologiske fordele.
Samsovning og Vuggedød (SIDS)
I 1963 blev pludselig spædbarnsdød (vuggedød/SIDS, red.) en lægefaglig bekymring og dødsraten var 2 til 3 babyer pr 1000 levende fødsler i de fleste af de vestlige nationer.
Epidemiologisk forskning i 70’- og 80’erne identificerede faktorer, der var til stede samtidig med vuggedød, specielt det at sove på maven og sove med voksne.
Foreningen for Amerikanske Børnelæger var hurtige til at følge op, og alle børnelæger anbefalede nu, at babyer blev lagt til at sove på ryggen adskilt fra voksne. Herefter faldt forekomsten af vuggedød.
Samtidig observerede forskere, at forekomsten af vuggedød er lavest i kulturer, hvor samsovning (og sengedeling, red.) er hyppigst forekommende.
Under den særligt udsatte periode på 2 til 3 måneder, hvor den bevidste vejrtrækning starter (og vuggedød forekommer hyppigst), er det muligt, at tæt observation og tilstedeværelse af en voksen er særligt vigtigt, hvis babyen har en fejl i udviklingen af åndedrættets mekanismer.
Så hvad skal man gøre? Forskning igennem de seneste 30 år afslørede, at risikoen ved sengedeling kan håndteres, når sengedeling gøres sikkert — når spædbarnet lægges på ryggen og ikke kan fanges eller vikles ind i løse genstande, i et ikke-ryger miljø, hvor forældrene er fuldt opmærksomme på, hvor babyen er og hvor deres krop er. Sikkerhedsforanstaltninger som disse har sænket forekomsten af vuggedød (SIDS) til mindre end 1 baby pr. 1000 levendefødte.
Anbefalinger om sikker søvn
Et af McKennas og hans kollegers største videnskabelige bidrag har været, at vise hvordan forældre fungerer som et slags biologisk “startkabel” eller ekstern regulator for en nyfødt baby, når den færdiggør sin udvikling udenfor livmoderen. Når forældre og babyer sover sammen påvirker de hinanden – deres hjerterytmer, hjernebølger, søvn-faser, iltning (hvor meget ilt der optaget i blodet, red.), temperatur og åndedræt.
For en biologisk antropolog betyder denne fælles påvirkning, at ynglets vækst sker mest sikkert inde i det biologiske system, tæt på en voksens krop, særligt i de første måneder af livet, hvor babyens egen Fysiologi er mest umoden. Som eksempel har dyrestudier fundet, at når babyaber adskilles fra deres mor, går deres kroppe ind i en alvorlig stresstilstand. Et lille studie af 25 4-10 måneder gamle babyer der blev adskilt i forbindelse med Søvntræning viste, at selvom babyernes adfærd var mere rolig og stille på tredje nat for forsøget, var deres niveau af cortisol (et Stresshormon) stadig højt.
McKenna og hans kolleger fandt, at når voksne og babyer sover sammen, sover de lettere og har oftere små opvågninger. Selvom det kan lyde som noget, man ikke ønsker, så er det mere sikkert, siger McKenna, særligt i de første måneder af livet, fordi det skaber flere muligheder for omsorgspersonerne til at tjekke babyen og for babyerne til at re-kalibrere (tilpasse, red.) deres vejrtrækning til den voksnes.
Den lette søvn eller REM-søvn (Rapid Eye Movement) har endnu en fordel, da det er vigtigt for Synaptogenesis, den hastigt voksende mængde af forbindelser i mellem Neuroner, i den nyfødtes hjerne.
Samtidig sover både voksne og babyer længere, overordnet set, når de praktiserer sengedeling, formentlig fordi omsorgsgivere ikke skal helt ud af sengen for at give babyen mad og fordi babyerne ikke behøver kalde, vente på hjælp og først derefter falde til ro. Den længere søvn gør en forskel i forældre-barn interaktionerne i dagtimerne. Forskning peger på, at mere udhvilede forældre træffer bedre beslutninger og vigtigst, har bedre Følelsesregulering. Søvnmangel øger desuden risikoen for efterfødselsreaktioner (Postpartum Depression).
Fædre der praktiserer sengedeling har andre fordele udover de ovenstående: Et studie fandt, at når fædre sov tæt med deres babyer, faldt deres Testosteron mere end fædre der sov adskilt. Mænd med lavere testosteron har en tendens til at have et mere følsomt og responsivt forældreskab hvilket betyder, at det at sove med sin baby kan give et bedre faderskab.
Familier der vælger at samsove udover spædbarnsperioden, men som bekymrer sig for at det gør børn for afhængige kan tage det roligt. Gennemsnitligt skifter børn der samsover til at sove alene ca. 1 år senere end andre børn, men de er så muligvis mere selvstændige, mere selvhjulpne og mere sikre på dem selv i deres daglige liv, end børn der ikke har samsovet.
Et lille studie af 83 børnehavebørn, fandt at børn der sov alene fra en tidlig alder, oftere faldt i søvn alene og oftere sov igennem, men de børnehavebørn der samsov fra en tidlig alder var mere tilbøjelige til at klæde sig selv på, underholde dem selv og håndtere problemer med deres jævnaldrende selv. Et andet studie af 205 familier viste, at når børnene fyldte 18 år, var der ingen forskel imellem de som havde sovet alene og de som havde samsovet, i forhold til søvnproblemer eller psykisk helbred. Med andre ord; Der er mange faktorer, der bidrager til børns trivsel gennem deres opvækst.
Moderne samsovning og sengedeling
De fleste forældre har en naturlig tilbøjelighed til at sove beskyttende tæt ved deres babyer og data peger på at der er en stigning i samsovning. I 2015 fandt en undersøgelse fra U.S. Centers for Disease Control and Prevention (Amerikansk Center for Sygdomskontrol og forebyggelse – modsvarer nogenlunde den danske Sundhedsstyrelse, red.), at mere end halvdelen af amerikanske babyer sover i samme seng som deres forældre mindst noget af tiden.
Selvom American Academy of Pediatrics i 2015 anbefalede at forældre og babyer sover i samme rum mindst de første 6 måneder af barnets liv, så have de ingen anbefaling om at (og hvordan) forældre og babyer kunne sove i samme seng. Dette giver en afstand imellem hvad de fleste forældre rent faktisk gør – og hvad de officielt “må” gøre. Som resultat heraf er mange forældre bange for at lade deres børnelæge (modsvarer sundhedsplejen i Danmark, red.) vide, at de sover med deres barn, af frygt for kritik eller værre, her forstås fx underretning til Child protective services (Børneforvaltningen i Danmark, red.).
McKenna pointerer, at når samtalen om sengedeling stoppes, så fratages forældre specifik information omkring, hvad der kan gøre deres samsovning mest sikker og fordelagtig. Derfor tilbyder han i sin bog vejledning og endda tegninger, for alle tænkelige sovearrangementer.
Efter barnets første 6 måneder, altså når barnets fysiologi er mere udviklet, kan en bred vifte af faktorer komme i spil i forhold til at beslutte, hvor barnet skal sove, som f.eks. kulturelle overbevisninger, familiens overordnede trivsel og en individuel vurdering af det enkelte barns Temperament og evt. sundhedsmæssige behov. Et eksempel kan være at familien beslutter, at et mere sensitivt barn har gavn af at fortsætte med den tætte kontakt, eller at en anden forælder har brug for et nyt sovearrangement for at få god nok søvn – og en gladere forælder er en bedre forælder.
Samtlige forskere er dog enige om, at familier har det bedre, når de voksne er bevidste og enige om deres valg. McKenna sætter vigtig fokus på at normalisere forventningerne omkring søvn: Selv ved 1 års alderen sover ikke engang halvdelen af babyerne igennem, og når alt kommer til alt, er det kvaliteten af forældre-barn relationen, ikke hvor relationen udføres, der betyder mest for et barns udvikling.
Det kan godt virke som om McKenna presser på for samsovning, men det afviser han. I stedet for, som en sand antropolog, tror han på, at kun forældre kan vide, hvad der er deres families behov og at de må være frie til at træffe de valg, de føler passer dem bedst – men de har ganske enkelt ret til at blive korrekt informeret, om alle de faktorer der spiller ind. Safe Infant Sleep (McKennas bog, red.) bør stå på alle børnelægers og sundhedsplejerskers hylde og bør være tilgængelig til enhver forælder der ønsker at forstå, hvordan deres babys søvn virkelig virker.
Om forfatteren
Diana Divecha, Ph.D.
Diana Divecha, Ph.D., er en psykolog med speciale i udviklingspsykologi, assisterende klinisk professor ved the Yale Child Study Center (Børneforskningscenter, red.) og Yale Center for Emotional Intelligence (Center for Følelsesmæssig intelligens, red.), og sidder i the advisory board of the Greater Good Science Center, University of California, Berkeley. Hendes blog hedder developmentalscience.com.
How Cosleeping Can Help You and Your Baby
Sovende Børn er en frivillig non-profil organisation.
Sovende Børn tilbyder et online univers for forældre og fagpersoner der søger vejledning og information om babyer og børns søvn og søvnproblemer.
Formålet er at opkvalificere forældre og fagpersoner til at træffe informerede valg der passer til det enkelte barns søvnsituation.
2 Kommentarer
Brevkasse: Vågner ammebørn pga. mors mælk og giver det bedre søvn at stoppe amningen? | Sovende Børn · maj 20, 2020 kl. 3:50 pm
[…] Hvordan samsovning kan hjælpe dig og din baby […]
Brevkasse: Vores barn skriger når vi forsøger at lære ham at falde i søvn selv – Hvad gør vi? – Sovende Børn · april 8, 2023 kl. 2:19 pm
[…] Hvordan samsovning kan hjælpe dig og din baby […]
Der er lukket for kommentarer.