Hej.
Vi har en søn på nu 2 år og en pige på 3 md. Vores søn på 2 har egentlig altid sovet dårligt, og været meget tryghedssøgende til putningen og om natten. Vi har af flere omgange forsøgt st få ham på eget værelse, men da jeg blev gravid var overskuddet ikke til at ligge på en madras på gulvet indtil han sov. Vi har aldrig rigtigt kunne gå ud inden han sov.
Nu har han de sidste 5 md sovet med far i vores gæsteseng hele natten. Indtil han fik sin egen store seng for et par uger siden. Hvilket går fint. Far putter i sengen, læser 2-3 bøger inden de begge ligger sig ned. Der er igen forsøgt med madras på gulvet til far, men han bliver bare stik tosset. Lige så snart man lægger sig ved ham, falder han til ro.
Vi har nu igen forsøgt at gå ud efter læsning og forklaret ham hvad der skal ske, men han skriger og skriger og går ud af sengen, til han næsten hyperventilere og har det meget varmt. Til sidst må man ligge sig op til ham igen. En putning for far kan tage fra 20 min-1.5 time.
Hvordan får man ham til at falde i søvn uden at vi er der til at putte om. Det jo rigtigt hyggeligt, bare ikke nemt hvis jeg en dag skal være alene med begge børn ved puttetid. Derfor gad vi godt han ku falde i søvn selv.
Han er en vildbasse med et kæmpe Temperament herudover vågner han mellem 4.30 og 5.30 hver morgen, uanset hvad vi forsøger.
Mvh
Kæreste du.
Det lyder som om I er endt i en rigtig svær situation – delvist pga. forventninger til jeres barn, som han ganske simpelthen ikke kan indfri, og delvist fordi I flere gange har forsøgt at gå fra ham, hvor han er blevet rigtig ked af det.
Jeg er helt med på udfordringen i at skulle være alene med børnene i tidsrummet hvor der skal puttes – og den situation er I bestemt ikke de eneste som har været usikre på. I er bestemt heller ikke de første forældre der har forsøgt at lære det ældre barn at falde i søvn selv, fordi der kom et barn mere – netop med henblik på at én forælder skulle kunne håndtere putning alene. I bliver med garanti heller ikke de sidste.
Du skriver ikke præcis hvor gammel jeres barn er og udviklingen mellem 2 og 3 år er meget stor, så jeg må forsøge at tale overordnet omkring alderen 2-3 år.
Der er flere aspekter i dit brev:
1. Det lyder til at I ved hvordan I skaber rigtig dejlig og rolig putterutine, hvor jeres barns behov for kontakt bliver opfyldt
2. De tidlige morgener trækker tænder
3. Det kunne godt lyde til at I har urealistiske forventninger til hvad jeres barn kan håndtere
4. Det lyder til at I misforstår alvoren i jeres barns reaktion, når I forsøger at gå fra ham
5. Det lyder til at I, pga tidligere forsøg, står med et barn der er rigtig utryg
Jeg vil forsøge at tage punkterne en af gangen, selvom tingene unægteligt hænger sammen.
1: I har haft en rigtig tryg og rar putterutine, men pga. muligheden for at en af jer skal putte børnene alene, så ønsker I at ændre denne. Det er fuldt ud forståeligt – men det virker bare ikke for jer, ud fra de oplysninger du giver.
Jeg tænker det er oplagt at tage en snak om hvor vigtigt det er for jer at én skal kunne putte alene – holdt op imod hvor ked af det jeres store barn bliver. Hvor stor er sandsynligheden for at en af jer skal være alene med børnene i de næste måneder? Ville det i de situationer være muligt at I fik hjælp fra familie eller venner? Ville det være muligt at kigge på alternative måder at putte på – f.eks at den store fik lov at falde i søvn i sofaen lige de(n) dag(e)? Kunne den lille være i et bæreredskab imens I står og vugger, lige ved siden af den stores seng?
Kort sagt: Hvordan kan I løse de enkelte situationer hvor én skal putte, så det er de få gange der er svære, i forhold til at jeres barn lige nu føres igennem noget der – efter dit eget udsagn – gør ham overordentlig ked af det, til et punkt hvor han er direkte angst.
2: De tidlige morgener er noget rigtig mange forældre kender – og de er lige så frustrerede som I nok er. 5:30 kan man måske arbejde med, men 4:30 – øj den er stram.
Desværre så er det en af de der ting hvor man kan sige “det er en fase” og så ellers hælde kaffe i halsen i håb om at overleve.
Men, der er nu også andre måder at overleve.
Nogle børn vågner så tidligt fordi det bare er der de er klar til dagen. Nogle refererer til dem som “lærkebørn” – og de er bare afsindig morgenfriske.
Nogle børn vågner så tidligt fordi de puttes så tidligt, at det er urealistisk at de sover længere. Uanset hvor gerne vi voksne ville tage en 12-13 timers nat engang imellem, så er det ikke alle børn der kan sove så langt et stræk, slet ikke hvis de stadig sover til middag, hvilket de fleste børn under 3 år gør.
Det kan derfor være en ide at kigge på om barnet kommer for tidligt i seng og evt. forsøge at rykke døgnrytmen lidt, med få minutter om dagen.
At rykke dagens rytme er svært, hvis barnet går i pasning og luren i pasningen ligger på et bestemt tidspunkt – så må man kigge på andre måder at komme igennem det på.
Mange forældre skiftes til at være den der står tidligt op, imens den anden sover videre – kunne det være en mulighed?
Nogle forældre oplever at det går bedre for den ene at stå tidligt op – hvorefter den der er stået tidligt op, får en lur i løbet af dagen.
3: Ud fra det du beskriver her, der fortsætter I med at forsøge “falde i søvn selv”, selvom I flere gange har konstateret at det slet ikke fungerer. Er det muligt at I har en forventning om at hvis bare I bliver ved og forklarer ham hvad der skal ske – eller prøver til med jævne mellemrum, så vil det lykkes?
Forventninger til hvad barnet kan hvis man benytter en bestemt tilgang eller fordi barnet har en bestemt alder, fjerner fokus på det specifikke barns behov, udviklingsniveau og reaktion på det der sker.
Jeres barn har brug for at I lægger alle forventninger og tanker om hvad han burde kunne (lære) væk og alene kigger på hvad hans med sine ord og sit kropssprog fortæller jer han har brug for – og ud fra det du beskriver her, så har han brug for at I sænker forventningerne til ham. Meget.
Han er lige blevet storebror, hvilket i sig selv er en ordentlig omgang. Han har skulle lære at dele jer med lillesøster, har skullet lære at I “deler” jeres tid og energi imellem begge børn – og det er helt normalt at der bruges en god del af den tid og energi på at passe den lille, så det ville være helt naturligt hvis han havde følt sig lidt “efterladt” – ikke fordi I HAR efterladt ham til sig selv, men fordi han har været igennem en omstilling, ganske som I har.
Hvis han oveni det også skal undvære jer ved putningen, som for langt de fleste børn er det absolut sværeste tidspunkt på døgnet – så er det simpelthen for meget at bede ham om.
Han har brug for at mærke at han har jeres opmærksomhed, jeres tid og jeres ro inden han skal slippe dagen og sove dejligt.
4: Når du beskriver jeres barns reaktion på jeres forsøg med “falde i søvn selv”, så bruger du ordene “stiktosset”, “skrige” og “hyperventilere”. Det er fuldt ud muligt at “skrige” lige så godt kunne have været “græde”, “råbe” eller “hyle” osv. – men kombineret med at du beskriver at han går ud af sengen, hyperventilerer og sveder, sammen med beskrivelsen af at det tager 20-90 min på denne måde – så er det vigtigt I stopper med det samme.
Det du beskriver her, er et barn der er desperat og som er SÅ presset at han ikke længere kan vise sit behov på en kontrolleret måde – og derfor “skriger” og har en reaktion der er så voldsom at hele hans krop er i alarmberedskab.
Jeg er helt med på at børn kan reagere når man ændrer deres rutiner, fordi de skal hjælpes til at omstille sig til den nye rutine – men det du beskriver her er ikke et barn der skal have hjælp til at omstille sig.
Det er et barn der har brug for kontakt, tryghed, omsorg og forståelse af at det bare er alt alt for meget, for hurtigt og forkert for ham, der hvor han er i sin udvikling og i sin livssituation.
Det er ikke ensbetydende med at det ikke kan lykkes at “falde i søvn selv” på et tidspunkt og ved brug af en knap så kontaktfri måde – men det er tydeligt at det ikke er nu.
5: Et barn der flere gange har været igennem en omgang, som det du beskriver her, kan blive rigtig utryg, grænsende til panisk, hvis barnet oplever noget der føles eller ligner de tidligere oplevelser.
Det hjælper ikke noget at holde en lille pause og så prøve igen, hvis ikke pausen er lang nok til at barnet igen får opbygget tilliden og føler sig tryg. Det kan tage ganske længe at nå dertil og det bliver sværere og sværere for hver gang man forsøger igen, hvor barnet (heller) ikke var klar.
Er det muligt for jer at trykke fuldt stop for ALT der bare minder om “falde i søvn selv” for nu og indstille jer på at jeres barn har brug for 100% tryghed i en periode?
Jo mere I kan give slip på tankerne om “falde i søvn selv” og holde fokus på at I skal have fyldt ham op med tryghed, omsorg og kærlighed, jo hurtigere vil han finde ro igen og jo hurtigere vil I kunne begynde, meget blidt, at arbejde med at han f.eks falder i søvn imens I sidder på kanten af sengen, står ved sengen, går i rummet (f.eks med lillesøster i armene), står i døren, går udenfor den åbne dør osv.
Som jeg skriver dette er jeg bevidst om at det er et svært svar at få – og det er svært at skrive, fordi jeg nemt kan forestille mig de tanker og følelser I vil kunne opleve, som følge af mine ord.
Alt hvad jeg har skrevet her er skrevet med omsorg for jer alle. I har gjort det så godt I kunne, med den viden og de muligheder I har til rådighed – og I beder om hjælp, fordi I selv er klar over at det I gør lige nu ikke fungerer.
Jeg er helt sikker på I elsker begge jeres børn mere end livet selv og vil gøre alt for dem.
Fortællingerne om hvordan børn bør sove er bare meget stærke – og det kan gøre det svært at tænke I andre baner. Den logiske tanke vil pege på at det store barn skal lære at falde i søvn selv, fordi det logistisk er praktisk – og logik er svær at afvise, særligt hvis det er alt hvad man nogensinde har hørt.
Men der ER en anden måde: At I tænker over hvordan I kan finde en måde at putte på, som giver jeres barn tryghed og kontakt – og evt. langsomt tager lillesøster med i den putterutine, så I stadig når frem til at én forælder kan putte begge børn, bare uden at nogen skal undvære trygheden.
Jeg står til rådighed, hvis I har brug for at tale yderligere.
De bedste hilsener Mia
Mia er akkrediteret holistisk søvnvejleder, såvel som uddannet frivillig ammevejleder fra både La Leche League og Ammenet.dk.
Mia har personlig erfaring i søvntræning, da hun med sit første barn modtog og fulgte flere forskellige tilgange – herunder Cry it out. Herudover har Mia erfaring med separationsangst i forbindelse søvn, både hos små og større børn, herunder neurodivergente børn.
Mia har tillige erfaring med fødselsreaktioner i kombination med meget grædende barn og det var igennem uddannelserne i amning, hun fik øjnene op for hvor vigtigt det er at styrke forældres tiltro til og reaktion på barnets signaler.
Mia er bestyrelsesforperson i og talsperson for Foreningen Sovende Børn.
