Kæreste du.
Som jeg læser det, er der reelt to spørgsmål i dit spørgsmål:
1: Du prøver at putte baby i sengen, uden at tage hende op og amme hende, men hun bliver rigtig ked af det.
2: Du spørger ind til hvordan far kan putte, nu hvor baby kun falder til ro ved brystet.
Jeg tillader mig at starte med et lidt kort svar til nr 1: Du prøver at putte baby i sengen, uden at tage hende op og amme hende, men hun bliver rigtig ked af det:
Hvorfor er det vigtigt at hun falder i søvn i egen seng, uden at blive ammet?
Har du/I tænkt over det eller er det bare sådan du/I har forsøgt at putte? Har du forsøgt at putte sådan, for at Far kunne putte?
Jeg spørger, fordi jeg hører det rigtigt tit:
Baby vil ikke falde i søvn alene, i egen seng – men falder til ro med det samme, når den ammes.
Mange har desværre fået en opfattelse af at amningen skal væk fra putningen, både overordnet set og fordi ellers kan andre ikke putte.
Det er bare ikke sådan det hænger sammen for langt de fleste babyer.
Jeg har lagt links nederst i mit svar, hvor du kan læse mere om hele det her med “dårlige vaner” i forbindelse med putning, inklusiv det med at amme eller ikke amme i søvn.
2: Du spørger ind til hvordan far kan putte, nu hvor baby kun falder til ro ved brystet.
Jeg er nødt til at starte med at spørge om det er vigtigt at Far kan putte lige nu?
Jeg vil gerne sætte fokus på “lige nu”, for ved 8-10 mdr gennemgår barnet første del af tilknytningens store udviklinger. Det er det de fleste refererer til som “Separationsangst”.
Når baby er kommet igennem den fase, så vil baby i langt højere grad være modtagelig overfor Tilknytning til andre mennesker – og for langt de fleste babyer vil det også betyde at Far nemmere kan få lov at komme rigtig tæt på. Og Far vil (måske) også kunne begynde at putte.
I nogle familier har Far hele tiden kunnet putte, måske har han også kunnet det tidligere hos jer – men lige nu er det ikke det baby signalerer at have mod på.
Hvis I har tænkt over OM det er vigtigt og er kommet frem til at det er det – og det er KUN jer der kan lave den vurdering – så kan I evt. prøve nedenstående ideer:
– Far kan prøve at være primær forælder en hel dag. Dvs. far tager baby med sig overalt hvor han går og står. Med ud med hunden, laver formiddagsmad til baby, leger med baby, bader baby, tager baby med ud og handle, går en tur osv.
Når far på denne måde er den der “har” baby en hel dag, så vil baby være mere tilbøjelig til at acceptere at det også er far der putter.
– Far kan forsøge at putte på en anden måde end mor. Gå en tur med barnevognen, vug i bæreredskab/armene, dans rundt med baby til stille musik. Gør noget andet end mor gør, noget andet end den rutine som normalt ender i amning.
– De fleste børn, som helst vil puttes af den ene forælder, vil IKKE acceptere at blive puttet af den anden, hvis den ønskede forælder er i huset. Gå en tur – med mobilen på lyd, så du kan ringes hjem. Stol på at far vil og KAN drage omsorg for baby – særligt efter en hel dag som primære omsorgsperson for baby. Lav en helt klar aftale om at far ringer/sms’er hvis du skal komme.
– Hvis det ikke virker den første gang, så vent nogle dage/en uges tid og prøv igen. At det ikke virker den éne gang er ikke ensbetydende med at det aldrig vil virke. Husk hele tiden på “lige nu”. Kommer tid kommer sted.
– Husk at det er en lille baby, som skal have ro og tid til at bearbejde at den skal lære en ny måde at blive puttet på. Nogle babyer er helt ok med det allerede første gang – andre skal have det i små bidder, hvor I hele tiden bygger lidt mere på. Jeres barns gråd er ikke “protester” og tegn på at det vil bestemme – jeres barns gråd er signal til at lytte og være åben overfor at baby ikke er klar.
– Er I i en situation hvor baby SKAL kunne puttes af far (andre), så er det en god ide at lægge alt andet væk og være klar på at det kan kræve tid og tålmodighed indtil I har fundet ud af det sammen. Det duer ikke at tv’et venter, naboen sidder i haven og venter med en øl eller hvad end der nu kunne være af planer “når baby sover”. Tid og ro – det er babys tid lige nu og det kræver 100% nærvær, når man er nødt til at gennemføre en putning, som baby måske ikke er enig i.
– Går det helt galt når far prøver, men far SKAL putte?
Måske skal putning slet ikke forsøges aktivt? Måske kan de tage et bad sammen og ligge hud-mod-hud under dynen?
Måske skal baby og far bare se tv sammen, indtil baby går omkuld?
Selvom skærme frarådes op til puttetid, så kan det sagtens være en fin måde at starte ud med, så baby (og far) skånes for selve puttesituationen de første gange far skal putte. Når baby har vænnet sig til at være alene med far, så kan far stille og roligt begynde at putte efter den kendte putterutine.
Jeg håber I finder den løsning der er rigtig for jer.
De bedste hilsener Mia
2 Kommentarer
Brevkasse: Amme, vugge, pilatesbold og bæresele - og trætte rygge. Hvordan kommer vi videre? | Sovende Børn · april 17, 2020 kl. 1:26 pm
[…] Brevkasse: Hvordan kan far putte, når baby på 8 mdr kun kan puttes med amning? […]
Guide: Natammestop - eller nedtrapning af natamning | Sovende Børn · marts 18, 2021 kl. 10:10 am
[…] Læs f.eks om at få far/den anden forælder mere på banen her:Brevkasse: Hvordan kan far putte, når baby på 8 mdr kun kan puttes med amning? […]
Der er lukket for kommentarer.