Hvordan får jeg mit barn på halvandet til at lægge sig ned, når hun skal puttes. Hun fiser rundt indtil hun græder af frustration og bliver ammet i søvn.

Hej du.

Det lyder som om den rutine I har lige nu, ikke virker for dit barn?

Du giver ikke så mange oplysninger, så svaret bliver lidt bredt og overordnet.

For mange forældre til børn under skolealderen, kommer der et (flere) tidspunkt hvor man kommer til at forvente for meget af barnet. Både overordnet set og ud fra de specifikke omstændigheder. Kan det mon være tilfældet for jer?

At et barn på 1,5 “bare” lægger sig og putter sig lyder ganske hyggeligt – men for mange vil det være et god sted at lave en forventningsafstemning.

Hvis barnet gør det, så er det jo ganske fint – men hvis barnet ikke gør det og forældrene prøver til over flere uger måske, så er det ikke barnet der har brug for at lære at lægge sig, men forældrene som har brug for at tilpasse deres forventninger – og putterutinen.

Du skriver at hun ikke vil lægge sig – og at hun drøner rundt, indtil hun kammer over og ammes i søvn.
Hvis du oplever at hun skal “krudte af” for at have ro til at lade sig putte, hvad enten du gør det med eller uden amning, så er det måske dét I skal prøve nogle uger?

Kan I danse løs i stuen? Lave gymnastik? Hoppe i sengen? Ligge i sengen og lege kongens efterfølger?

Og så kramme lidt hårdt, “bamsekram”, som bliver til kysse-nusse putning med amningen?

Nogle børn har brug for denne sidste energiudladning, før deres krop kan finde ro.

Omvendt kan nogle børn virke til at have brug for dette energiudbrud, hvor det egentlig er fordi de er blevet for trætte og kroppen forsøger at holde sig igang – her vil hjælp til at finde ro være en god ide.
Bamsekram, pakke stramt ind i dynen og vugge, en sang/bog og lignende kunne være ideer.

Som du kan se er svaret på dit spørgsmål nok henad at man ikke kan forvente at et barn på 1,5 lægger sig og putter. Det er helt normalt at der skal mere hjælp til fra den voksne, for at få indsovningen til at blive en god oplevelse for alle.

De bedste hilsener Mia

Læs evt. mere via nedenstående link:


Mia Bernscherer Bjørnfort

Mia Bernscherer Bjørnfort

Mia er akkrediteret holistisk søvnvejleder, såvel som uddannet frivillig ammevejleder fra både La Leche League og Ammenet.dk. Mia har personlig erfaring i søvntræning, da hun med sit første barn modtog og fulgte flere forskellige tilgange - herunder Cry it out. Herudover har Mia erfaring med separationsangst i forbindelse søvn, både hos små og større børn, herunder neurodivergente børn. Mia har tillige erfaring med fødselsreaktioner i kombination med meget grædende barn og det var igennem uddannelserne i amning, hun fik øjnene op for hvor vigtigt det er at styrke forældres tiltro til og reaktion på barnets signaler. Mia er bestyrelsesforperson i og talsperson for Foreningen Sovende Børn.