Søvntræning: Hvad der i virkeligheden sker, når du lærer en baby at at berolige sig selv
Af Sarah Ockwell-Smith | 30 juni 2014 | Oversat med tilladelse
Oversætter: Maj-Britt E. Svejsø | Korrektur: Louise Madsgaard Christiansen
Så mange forældre og eksperter taler for idéen om at “lære babyen at berolige sig selv” eller ‘trøste sig selv’ (på engelsk bruges udtrykket “to self settle” eller “self soothing”. I Danmark beskrives det samme ofte som søvntræning, “at lære babyen at berolige sig selv” eller “at lære barnet at falde i søvn selv”, red.).
At ens baby kan falde i søvn af sig selv, er ofte omtalt som “Den Hellige Gral”, når man taler om babys søvn. Forældre får at vide, at så snart babyer kan falde i søvn selv, kan de forvente uforstyrrede nætter og nemmere putninger. Mange eksperter fortæller forældre med søvnunderskud hvor afgørende vigtigt det er, at lære sit afkom denne “færdighed” med at kunne finde ro selv hurtigst muligt.
Der er bare lige det, at det ikke er sandheden…..
Hvad hvis jeg fortalte dig, at babyer ikke kan falde til ro selv?
Babyer er ikke mere i stand til at kunne falde til ro selv, end de er til at cykle på en cykel. At kunne falde til ro selv, er ikke noget du kan lære gennem oceaner af søvntræningsprogrammer eller -teknikker.
“Men det virker” hører jeg dig pippe……hmmmm, gør det? Virkelig?
Gennem søvntræning kan du ret nemt vænne en baby til ikke at kalde eller græde for at få opmærksomhed og dermed falde i søvn uden en forælders hjælp, men denne adfærd er ikke en indikator for en baby der er rolig, beroliget eller tryg.
At falde til ro selv er en udviklingsmæssig færdighed en baby opnår, når de bliver ældre. Ligeså vel som at de bliver bedre motorisk, udvikler evnen til at spise fast føde og udvikler evnen til at tale. Essensen er, at du ikke kan lære en baby noget, dens hjerne ikke er klar til endnu (uanset hvad “søvneksperterne” lover!)
‘At falde til ro selv’ er enormt misvisende. Hvem end der fandt på det har på klogeste vis fået det til at lyde som noget positivt og kærligt, sammenligneligt med den nye bølge af øgenavne for Kontrolleret gråd såsom “kontrolleret trøstning”, “at berolige på afstand” og “kontrolleret beroligelse”. Klog markedsføring, samme teknik. I virkeligheden efterlader du ikke din baby til at finde ro selv. Du efterlader din baby til at ligge og græde, også selvom det kun er for en periode på to minutter ad gangen.
Udviklingen af “selv-beroligelse”
For at kunne forstå udviklingen af at falde til ro selv, er vi nødt til at se nærmere på det psykologiske koncept ‘følelsesmæssig Selvregulering’. Følelsesmæssig selvregulering er, når mennesker arbejder sig igennem – eller regulerer – deres følelser.
Som voksne gør vi dette dagligt. Måske ser vi en uhyggelig scene i fjernsynet, som giver os et chok, så vi hurtigt skifter kanal, eller vi holder os for øjnene. Måske læser vi en bog eller et brev, der gør os utroligt kede af det, så vi lægger den fra os i ti minutter for lige at tage noget at drikke og få en pause. Måske vågner vi fra en uhyggelig drøm og tænder lyset for at tjekke, at der ikke er ubudne gæster i vores hus. Alt dette er eksempler på følelsesmæssig selvregulering. En vigtig proces for at kunne styre sine følelser, for ellers ville man være en boblende, overfyldt kedel, fuld af følelser – ude af stand til at kunne fungere i dagligdagen. Følelsesmæssig selvregulering er en nødvendighed for vores psykiske og fysiske velvære for netop at undgå, at kroppen ophobes med giftige mængder af stress i vores kroppe.
Vi kender alle disse følelser – noget uventet sker, som får vores alarmklokker til at ringe og vores kroppe reagerer for at hjælpe os med enten at blive og tage kampen op eller at løbe for vores liv.
Hvad så med ‘at tage kontakt til’? Dette begreb dækker ganske enkelt over ønsket om at tage kontakt til de ting eller de mennesker, der får os til at føle os følelsesmæssigt sikre og trygge og – i forhold til din baby – er det dig. Du er din nyfødtes sikre sted og det vil helt naturligt have brug for ‘at tage kontakt til’ dig (på normal vis ved at græde for at få din fysiske kontakt), især når det endnu ikke er følelsesmæssigt udviklet til at kunne angribe eller undgå.
Desværre er der mange der refererer til babyer som “mor-syge” eller “manipulerende” og det faktum, at babyer har brug for deres forældres hjælp for at blive beroliget, som en dårlig vane, der skal brydes. Så mange eksperter tror, at en babyer ikke har flere behov, når de er mætte, har fået tør ble og er blevet puslet – men det har de. Babyers følelsesmæssige behov er mindst lige så vigtige som deres fysiske behov, så hvorfor fokuserer vi ikke lige så meget på de behov?
Selvom babyer oplever følelsen af angreb eller undgå i en meget tidlig alder, er de ikke neurologisk udviklede til at kunne regulere følelserne selv – det har de brug for os til.
Reptilhjernen
En babys hjerne er ved fødslen omkring det kvarte af en voksens. Hjernestammen og lillehjernen, også kaldet baghjernen, er rimelig udviklet og er den første del af hjernen der udvikles inden for det første halvandet år af livet. Disse dele af hjernen er ansvarlige for overlevelse – temperaturregulering, vejrtrækning, fordøjelse og de rå basale følelser.
Det limbiske system er den del af hjernen, der ‘føler’. Denne del af hjernen er den næste der udvikles hen over de første tre år. Den er ansvarlig for følelser og ens forhold til andre. Denne del af hjernen inkluderer blandt andet hippocampus og amygdala.
Til sidst bliver hjernebarken, som er vores ‘tænkende’ del af hjernen, udviklet. Hjernebarken er den mest sofistikerede del af vores hjerne og den udvikles gennem barndommen og ungdommen og endda ind i starten af tyverne. Denne del af hjernen er ansvarlig for at tænke kritisk, analytisk og rationelt.
Hvis vi ser på hjernens udvikling i forhold til, at barnet skal ‘falde til ro selv’, hvilke dele af hjernen tror du så er nødvendige for at hjernen virkelig kan falde til ro eller skal kunne følelsesmæssigt selvregulere?
Baghjernen er tydeligvis nødvendig, da dette er hvor ‘angrib eller undgå’-delen er og derfor hvor overlevelsesinstinktet er. Hvad med det limbiske system? Det må også være nødvendigt, eftersom det er området der ‘føler’, og for at kunne lægge dæmper på vores følelser eller for at kunne blive rolig, skal vi kunne manipulere med dette område. Hvordan manipulerer vi med disse følelser? Jamen, det har vi brug for vores ‘tænkende’ del af hjernen for.
Vores hjernebark kan hjælpe os med at rationalisere og analysere en given situation for at finde løsningen på, hvad der kan regulere vores følelser. Hvis du ser en gyserfilm, har du brug for din hjernebark til at sige “slap af, det er bare en film. Tænd lyset, det er OK!” Vi har brug for samtlige dele af vores hjerne, fuldt udviklet, for at kunne ‘falde til ro selv’.
Der er bare lige det, at babyer har en utrolig underudviklet hjernebark………..
Kan du se, hvor vil jeg hen med det her?
Følelsesmæssig selvregulering (eller hvad du og jeg kender som ‘at falde til ro selv’) er ikke en mulighed for babyer, tumlinge eller børnehavebørn………
Deres hjerner er simpelthen ikke udviklet nok til det endnu!
Hvad sker der egentlig så, når man søvntræner?
Jeg ved, at mange der læser dette vil tænke “jamen det virker, så du tager fejl!”. Det egentlige problem her er dog misforståelsen af sammenhængen mellem, hvad det er, der virker, og hvad det egentlig er, der sker.
Hvis du praktiserer søvntræning (det kan være kontrolleret trøstning, at berolige med tid imellem, skemalagt beroligelse, skemalagt gråd, gråden bliver ignoreret helt, forælderen kommer ind til barnet lynhurtigt, forælderen kommer efter et vist antal minutters gråd, gradvis tilbagetrækning eller at blive taget op og lagt ned igen hurtigt – kald det hvad end du vil, for faktisk er det alt sammen det samme set i forhold til intention og handling). Lærer du da dit barn at falde til ro selv? Nej. Det gør du absolut ikke, medmindre du har et vidunderbarn, der er fem år foran i sin hjernes udvikling.
Hvad er det egentlig der sker? I de fleste tilfælde sker der noget på et ganske primalt niveau. Lad os vende tilbage til baghjernen og ‘angrib eller flugt’ reaktionen.
Hvad er det der sker, når stresshormonerne i din krop når til en sådan mængde, at de bliver så giftige, men du ikke kan flygte fra dem…….eller angribe….. ?
Endnu et ‘F’ kommer i spil – denne gang som ‘Frys’. Du fryser al aktivitet i din krop for at kunne komme tilbage i homøostase, enkelt sagt – for at overleve. Dr. Sears, en kendt amerikansk børnelæge, kalder dette for ‘Nedlukningssyndrom’ (Shutdown Syndrom, red.).
Husker du NSPCC reklamen med Baby Miles?
(Videoen er IKKE for mindre børn, red.)
“Baby Miles græder ikke længere, fordi ingen kommer”.
Eller videooptagelsen af de rumænske børnehjem, hvor der række efter række var uhyggeligt stille babyer? De græder ikke, ikke fordi de ikke har behov eller følelser, men fordi der er for mange babyer til, at personalet kan tage sig af dem, medmindre det drejer sig om de basale fysiske behov.
De er i Nedlukningsssyndrom (Shutdown Syndrom, red.). De er ‘frosset’ for at overleve. De ved, at ingen kommer, så hvorfor græde?
Disse eksempler er selvfølgelig meget ekstreme tilfælde (og jeg prøver ikke at sammenligne en baby på et børnehjem, med en baby der er ved at blive søvntrænet), men det at træne en baby til at falde til ro selv er samme princip. Det ‘virker’ af de samme årsager.
Se den her undersøgelse, der viser hvad det egentlig er, der sker, når man træner baby i at ‘falde til ro selv’ og belyser, hvor stresset babyen stadig er på trods af, at den er stille og tilsyneladende er ‘faldet i søvn’. Kemisk set kan vi nu bevise, at baby hverken er beroliget eller faldet til ro.
De bekymrende bivirkninger af “Falde til ro selv”-myten
Hvis forældre tror, at deres babyer er beroliget og faldet til ro, kan de naturligvis slappe af og tro, at alt er OK. Hvad hvis det ikke er OK? Hvad hvis en ‘frossen’ baby føler sig forladt, men ikke kalder på sine forældre?
Hvad hvis den har kastet op eller er gledet ned under sin dyne? Hvad hvis den er stoppet med at græde, fordi ingen reagerer, hvad hvis den lider Vuggedød som resultat af dette?
Dette er myten om, ‘at falde til ro selv’ når den er aller mest ødelæggende og alarmerende. Desværre vil ingen nogensinde lave studier inden for dette, fordi det vil være uetisk, men det er ikke en skør teori at præsentere, uanset hvor ubehageligt det end er at tænke på.
Hvis en baby er blevet trænet i at være stille og dermed ikke kalde på sine forældre, når den har brug for omsorg, er det ikke for langt ude i hampen at bekymre sig om, om babyen så vil kalde, når den har akut brug for hjælp. En babys hjerne er ikke sofistikeret nok til at vide, at forældrene kommer afhængigt af, hvad der er brug for hjælp til.
Ingen ved, hvad der forårsager vuggedød. Faktisk er vuggedød diagnosen, man giver en nyfødts uforklarlige død, og der er heller ikke kun én årsag, men nok hundredvis hvis ikke tusindvis. Jeg tror dog ærlig talt, at der er en potentiel sammenhæng med søvntræning. Har forældrene ikke ret til at kende til den potentielle risiko, der er ved at træne deres babyer i at falde til ro selv under vejledning af en søvnekspert eller sundhedsprofessionel?
Men hvad nu hvis babyerne er okay rent fysisk? Er der nogle psykiske risici?
Det der sker i de første leveår, er afgørende for udviklingen af en babys hjerne. Som forælder fungerer du som arkitekten der skal bygge og modellere den person, de vil ende ud med at blive år ud i fremtiden.
Husker du det limbiske system, der udvikles over de første tre år af ens liv? Den del der indeholder amygdala og hippocampus?
Der er studier der påviser, at jo mere du omfavner dit barn i dets første leveår, jo større volumen har barnets hippocampus…..
…og det er ret vigtigt, fordi hippocampus er relateret til ens Adfærdsregulering.
Forklaring af diagrammet:
I studiet fik børn med Depression lavet en hjernescanning. Børnene blev inddelt efter sværhedsgrad af deres depression og efter graden af støtte fra deres mor. Størrelsen af hippocampus blev målt, hvilket kan ses på den lodrette akse. Den grønne viser størrelsen af hippocampus hos børn med en mild depression og lav grad af støtte. Den orange viser størrelsen af hippocampus hos børn med en svær depression og lav grad af støtte. Man kan se, at disse børn har den mindste hippocampus. Den røde viser størrelsen af hippocampus hos børn med svær depression og høj grad af støtte. Den blå viser størrelsen af hippocampus hos børn med mild depression og høj grad af støtte. Disse børn har som forventet den største hippocampus.
Mange vil fremstille argumentet, at videnskaben kun påviser en sammenhæng mellem ekstremt omsorgssvigtede eller misrøgtede børn, men dette er ikke sandt. Der er studier der fokuserer på børn i helt normale familiesituationer.
Det samme gælder amygdala, som har en stor rolle i at bearbejde følelser. Diagrammet til venstre er fra studiet jeg linkede til ovenover – det er ret chokerende, ikke?
Den virkelige vej til at falde til ro selv
Forældrenes omsorg øger hippocampus´ funktion (ligeså med amygdala). Hippocampus og amygdala er dele af hjernen, der er ansvarlige for adfærdsregulering og Følelsesmæssig bearbejdning. Derfor kan man åbenlyst teoretisere, at man bedst muligt kan sikre, at ens barn vokser op og får gode følelsesmæssige selvregulerings (eller at kunne falde til ro/berolige sig selv) -færdigheder ved at reagere på deres behov så meget som muligt, mens de er små.
Et nært, omsorgsfuldt forhold med et barn, mens det er lille, forudsiger ikke blot dets mulighed for at kunne finde ro selv senere i livet, men forudsiger også dets evne til at blive empatisk overfor andre og have prosocial adfærd, hvilket faktisk bare er en anden side af det at kunne regulere sine egne følelser. Ligesom denne undersøgelse indikerer det samme, og denne og denne og denne og denne som netop er blevet udgivet.
Er det muligt at lære en baby eller tumling at ‘finde ro selv’ eller at ‘berolige sig selv’ i søvn? Nej, det er det ikke.
Er det muligt at træne en baby eller en tumling til ikke at kalde på sine forældre, når de har brug for hjælp? Ja, det er det, men dette er kategorisk set ikke en indikation for, at din nyfødte er glad, rolig eller beroliget.
Er det muligt at ændre arkitekturen i dit barns hjerne, så de kan vokse og blive gode til at styre deres følelsesmæssige selvregulering (eller den ægte udgave af at finde ro selv) når de bliver ældre? Absolut!
Hvad er den bedste måde at gøre det på? Tag dem op, kram dem, besvar deres gråd og kalden efter dig – din omsorgsfulde måde at være forælder på vil komme tifold tilbage – det er sådan du VIRKELIG hjælper et barn med at udvikle evnen til at kunne finde ro selv, og vil alle forældre ikke det bedste for deres børn? Ja, det er udmattende at være forældre til en baby eller en tumling – jeg har været der. Jeg kender dybden af søvnmangel, men som forældre har vi en fantastisk mulighed for at forme vores næste generation! Vi skylder vores børn at finde andre metoder til at kunne klare vores egne problemer (søg på min blog for at finde mange andre artikler om, hvordan vi klarer os igennem det at have ikke-sovende børn!).
At kunne falde til ro selv er ikke en færdighed, der kan indlæres. Det er en adfærd der udvikles, når barnets hjerne er tilstrækkeligt udviklet. Det kan ikke fremskyndes, men du kan give dit barn de bedste forudsætninger ved at være så omsorgsfuld som muligt nu. Teknikkerne der ofte bliver brugt til at lære det at kunne falde til ro selv gør ironisk set barnets mulighed for at udvikle disse færdigheder senere i livet svagere. Se, det er stof til eftertanke!
Om forfatteren
Sarah Ockwell-Smith
Sarak Ockwell-Smith har en bachelor i psykologi fra University of Grenwich.
Hun har udgivet adskillige bøger, med gennemgang af børns udvikling og lavpraktisk vejledning til forældre og deltager ofte som ekspert i tv og medier.
Self Settling – What Really Happens When You Teach a Baby to self soothe to Sleep
Hvis du kunne tænke dig at lære mere om nyfødtes søvn, inklusiv mange søvntips, så er min seneste bog tilgængelig HER
Sovende Børn er en frivillig non-profil organisation.
Sovende Børn tilbyder et online univers for forældre og fagpersoner der søger vejledning og information om babyer og børns søvn og søvnproblemer.
Formålet er at opkvalificere forældre og fagpersoner til at træffe informerede valg der passer til det enkelte barns søvnsituation.
1 Kommentar
Brevkasse: Er gråd den eneste måde at hjælpe min søn på 8mdr med hans søvnassociationsvanskeligheder? – Sovende Børn · april 8, 2023 kl. 2:26 pm
[…] Søvntræning: Hvad der i virkeligheden sker, når du lærer en baby at berolige sig selv […]
Der er lukket for kommentarer.