Hej

Jeg har en baby på 3,5 måned. Da hun var helt nyfødt faldt hun altid i søvn og sov på os, men som hun blev ældre kunne hun ikke finde ro til at sove der. Hun har aldrig været vant til at blive vugget i søvn andet end når vi tilfældigvis gik med barnevognen, for hun faldt altid i søvn i vores favn. Når jeg læser jeres artikler er jeg i tvivl om jeg gør alt det forkerte.

Baby kan cirka halvdelen af gangene lægges i sin seng og så synger vi lige en sang eller to og så kan vi egentlig gå og hun falder i søvn selv – græder ikke og har aldrig gjort det. Den anden halvdel af gangene lægges hun i sengen og får mad til hun sover, stadigvæk med godnatsang og nus på panden.

Jeg er nu i tvivl om det er forkert at hun bare lægges og falder i søvn selv? Hun er jo ikke ked af det og har aldrig været det i denne sammenhæng . Ligger bare og småpludrer og falder så i søvn. Hvis hun enkelte gange har grædt har vi taget hende op med det samme.

Kære Mor

Du beskriver en bekymring om at gøre det forkerte fordi din datter ofte falder i søvn alene.

Jeg vil blot svare ganske kort.

Du gør bestemt ikke noget forkert.

Det lyder til, at din datter ofte trives med at falde i søvn alene, og det skal I endelig bare lade hende gøre så længe hun trives med det.

Du beskriver også, at hun nogle gange har brug for hjælp til at falde i søvn og at du så hjælper hende.

Jeg synes det lyder som en god og omsorgsfuld måde at gøre det på. Når hun kan selv, lader du hende gøre det, og når hun giver udtryk for, at hun har brug for dig, træder du til og hjælper hende.

Bliv endelig ved med det.

De bedste hilsener Camilla