Brevkasse: Hvordan hjælper jeg mit barn på 8 mdr, der sover dårligt og hvad med vuggestuestart og amningen?

Kæreste du.

Du beskriver et barn der har haft en lidt svær start på livet med kolik og spændinger, som han stadig oplever gener fra.

Du beskriver også at nattesøvnen er rigtig fin med jævnlige amninger.

Derudover beskriver du 3 helt konkrete bekymringer, som du ønsker sparring til og jeg vil forsøge at tage dem i rækkefølge, selvom det hele jo nok hænger sammen – i hvert fald lidt.

1: Du er bekymret for hvordan vuggestuestart vil være hvis det stadig er så svært med lurene. Vuggestuestart er om ca 3½ mdr, altså når dit barn er ca 12 mdr.

Jeg vil starte med at sige at jeg VIRKELIG godt kan forstå din bekymring. Jeg vil også sige at der er 3½ mdr til – det er virkelig lang tid, når det handler om et så lille barn. Der kan nå at ske utrolig mange ting.

Hvis du om 2-3 mdr stadig føler det er ganske uholdbart i forhold til vuggestuestart, så kan du til den tid kigge på hvad du kan gøre. Når man vil forberede til vuggestuestart, så kan det være en rigtig god ide at tale med de ansatte i den vuggestue hvor barnet skal starte. Hvordan putter de: Er der ressourcer til at barnet kan blive trillet/vugget i søvn eller skal barnet kunne lægges og falde i søvn uden nogen former for hjælp? Er der bestemte tider barnet forventes at sove eller putter de efter barnets træthedstegn? Overgangen fra hvad end man gør nu til hvad end der forventes af barnet kræver tid og ro – og nogle oplever at det slet ikke er nødvendigt at “øve” hjemmefra, fordi barnet i de nye omgivelser omstiller sig til de nye omsorgspersoner og deres måde at gøre det på.

Hvis dit barn skal i en pasning uden ressourcer til at vugge eller trille + at barnet skal kunne sove på bestemte tidspunkter, så kan I evt. spørge ind til hvad proceduren er for hvis barnet IKKE kan dette? Er der en overgangsfase hvor de ansatte hjælper barnet? Hvad er deres tilgang til børn der græder i vognene (med eller uden vuggen)? Og så må I som forældre gøre op med jer selv, om det er noget I tænker I kan få øvet med barnet i tilstrækkelig grad, så barnet ikke skal græde ved putning i vuggestuen. I kan med fordel også tænke over om det er vilkår I føler stemmer overens med jeres barns behov.

Tilvænning til barnevogn kan starte ved at gå ture med barnevognen hvor barnet sidder op og I triller til barnet simpelthen falder i søvn siddende og roligt kan lægges ned.
Vi går sommeren i møde og det gør det meget nemmere, for det kan tage flere uger og kræver at I væbner jer med tålmodighed, kaffe og en bog/podcast.
Gå gå gå gå – og når den lille er faldet i søvn, så kan I sætte jer på en bænk og nyde roen, med en fod på vognen, klar til at vippe så snart der er det MINDSTE pip.
Når baby vågner, så kan I prøve at sætte baby op igen, så baby både starter og slutter barnevognsoplevelsen med hyggen i at gå en tur hvor I snakker om alt det I ser.

Når I oplever at baby er mere venligt stemt over for vognen og er faldet i søvn siddende adskillige gange, så kan I prøve LANGSOMT at arbejde på at baby er mere tilbagelænet når baby viser træthed og ellers samme rutine med at gå gå, sidde og vente og gå gå igen.

Hvis det virker kan I langsomt prøve at lægge baby endnu mere ned…. osv indtil I oplever at I kan lægge baby ned og sove.

Hvis det IKKE virker at forsøge at lægge baby lidt ned – så tænk over om I kan give det mere tid med bare at sidde op og falde i søvn – det er der som sådan ikke noget problem i jo, så længe baby er glad og ender med at sove. I kan altid prøve igen når der er gået lidt tid.

Hvis baby på et hvilket som helst tidspunkt bliver giver udtryk for ikke at ville mere, pjevs eller ked, så er det hensigtsmæssigt at tage baby op. Målet er at baby oplever barnevognen som noget dejligt – og det sker ikke hvis baby er utilfreds eller græder i vognen.

2: Du oplever at dit barn er kronisk træt pga. de små lure og derfor svær at lege med.

Du skriver ikke noget om hvorvidt barnet har gode periode i løbet af dagen, som f.eks. om morgenen, hvor søvnen ud fra dit udsagn har været god.
Hvis han virker udhvilet og i godt humør om morgenen, men efter en (kort) lur føles pjevset, så er det helt naturligt at tænke at han simpelthen ikke får sovet “nok” til den lur.

Så hvad kunne virke? Det er svært at sige, når du ikke beskriver hvad det er der sker, når han vågner.
Nogle børn har brug for RIGTIG meget hjælp til at komme fra en søvnfase til den næste. Den hjælp kan være bevægelse, amning, at være i mørke. Nogle forældre sidder på yogabolde med barnet i bæreredskab eller i armene, og så snart der er den mindste knirken, er det i gang med at hoppe. Nogle har barnet liggende på en pude på skødet mens barnet ammes/får flaske, og så bruger de benene til at lave små ryst/op-og-ned-bevægelser samtidig.

Virker han “forvirret” når han vågner? Kan det ske han faktisk slet ikke er rigtigt vågen og måske har brug for “at lege nat” med absolut stilhed og mørke?

Virker han til at have brug for at vågne stille og roligt uden at I taler til ham eller “gør” noget?

Men: Det er ikke sikkert det rent faktisk ER derfor han er pjevset. Jeg vil derfor gerne give et forslag til en alternativ tolkning af hvorfor han er pjevset.

Nogle børn er mere følsomme over for sanseindtryk end andre. Nogle børn, særligt de som har nogle underliggende udfordringer, som f.eks. smerter og ubehag, kan opbruge deres ressourcer ganske hurtigt, så de måske virker i fint humør morgen og formiddag, men som dagen skrider frem bliver de simpelthen overvældet af verden.

Du beskriver at han har haft et længere forløb med kolik og at der stadig er spændinger i hans lille krop.
Er det muligt at han simpelthen bare ikke kan rumme verden, fordi han stadig slås med noget fysiologisk, som udtrætter ham? Kan hvad end der gav hans “kolik-diagnose” måske stadig spille ind, blot ikke i en grad der giver den klassiske kolik-gråd? 

Kolik er det man kalder det, når barnet græder og man ikke kan finde årsagen. Udfordringen er bare at det ikke betyder at der ikke ER en grund – blot at man ikke kan/har fundet den. En del fagpersoner er desværre ganske hurtige til at sige “kolik”, hvormed der ikke dykkes ned i mulige årsager til barnets gråd.

At mange oplever denne “kolik-gråd” er ikke ensbetydende med at det er normalt og noget der bare ikke er noget at gøre ved.

Eksempelvis kan ting som intolerance eller regulær allergi overfor fødevarer godt “gemme” sig og kun vise sig som et barn der bare ikke er glad, som man ville forvente. Et barn der er pjevset og græder. Et barn som har “kolik”.
Men hvis det først opdages når barnet er 2-3-4 år eller senere, så vil “kolik-diagnosen” bestå, fordi man ikke på den måde går tilbage og retter i hverken lægens, sundhedsplejerskens eller sin egen bevidsthed.
(Det er kun et eksempel, jeg kan ikke vurdere om jeres barn har intolerance eller allergi ud fra oplysningerne her) 

Ting som uopdagede spændinger, brækkede kraveben, (silent) refluks, øreproblemer, sanseintegrationsvanskeligheder, følger efter voldsom fødsel eller tidlig fødsel (ikke kun regulær “for tidlig” forstået som før 37+0) og primitive reflekser der ikke er blevet integreret korrekt er blot eksempler på ting forældre og fagpersoner kan afskrive som “kolik”. (Listen er ikke komplet, der kan være andre mulige årsager)

3: Du beskriver at du er nødt til at stoppe amning når du skal tilbage på arbejde (om ca 4 mdr?) og du er derfor bekymret for hvordan du skal gøre det, når det er det eneste der virkelig fungere for jeres barn og han i øvrigt ikke tager sut.

Jeg vil gerne starte med at sige at det KUN er dig der kan vide hvornår du føler amning skal stoppe. Det er ikke noget du skal hverken forklare eller forsvare – og der behøver ikke være anden grund end at du ganske enkelt ønsker at stoppe!

Når det så er sagt, så bliver jeg nysgerrig på om du SKAL stoppe når du skal arbejde, fordi der er forhold ved dit arbejde som gør at du ikke MÅ amme? Hvis det er tilfældet, så er det jo bare sådan det er.

Jeg skriver sådan, fordi jeg oplever at mange ammende tror de er “nødt til” at stoppe med at amme fordi de f.eks har skiftende vagter, lange vagter eller måske rejseaktivitet. Altså en adskillelse fra barnet der ikke passer ind i 8-16 arbejdsform.

For langt, langt de fleste er det dog muligt at amme videre selvom der ikke er en helt fast rytme i hverdagen. Barnet lærer ganske enkelt at når du er der, så kan der ammes – og når du ikke er der, så kan der ikke ammes. Det kan godt lyde forsimplet – men barnet forventer ikke at blive ammet af andre end den som plejer at amme. Barnet kan sagtens give signal til at ville ammes – og så skal den der er med barnet naturligvis hjælpe barnet på anden vis. 

Signal til amning, når amning ikke er muligt, er IKKE ensbetydende med at man er nødt til at stoppe – hos mange børn udover spædbarnsperioden kan signalet til at amme lige så vel være en måde at fortælle at barnet savner sin mor.
Mange som arbejder med skæve arbejdstider, lange vagter og rejseaktivitet oplever at amningen er en fantastisk måde at “finden hinanden” igen, efter adskillelse.

Ammestop forsvinder ikke som mulighed, så det er fuldt ud muligt at prøve at amme videre og se hvad der sker – hvis du har lyst!
I overgangsperioden hvor barnet skal vænne sig til at være uden dig, kan det godt ligne at det er den manglende amningen der gør det svært for barnet – men langt de fleste flaskebørn udviser samme reaktion, så det er vigtigt at bevare roen og give det tid.

Og så gentager jeg lige igen: Det er og bliver KUN dig der kan vurdere om, og i så fald hvornår, amningen skal stoppe <3

Hvis du ønsker at stoppe amningen er det en rigtig god ide at gøre det over nogle uger, så barnet får mulighed for en gradvis nedtrapning.
Det er også den bedste måde at sikre at du ikke pludselig står med smertende bryster og en brystbetændelse.

Ammenet har en utrolig god vejledning, som jeg vil linke til nedenfor.

De bedste hilsener Mia