Jeg har en søn på 6 måneder.

Han blev født med en vægt på 2775g. Og 48 lang.

Fødslen var enormt hurtig og med vestorm.

Hjerterytmen faldt og han blev til sidst taget med sugekop, fordi han var så stresset.

Vi har samsovet indtil han var 4,5 måned. Så kunne jeg ikke være i det længere. Da det tog 1,5-4 timer at få ham til at sove, med konstant og hårdt vuggen i armene, og der skulle være helt mørkt. Det blev for hårdt for mine arme og ryg.

Så vi købte en slyngevugge og hængte ved siden af mig. Det har hjulpet, så det nu kun tager omkring 1,5 time. Men den skal være i konstant bevægelse op og ned. Og han skal være svøbt i den. Ellers kan han slet ikke få ro. Han basker med arme og ben. Skriger og græder.

Dagslurene er i barnevognen. Der nægter han slyngevugge. Men jeg trasker gerne en 10-15 kilometer om dagen, for at han skal sove.

Alle hans lure har været en kamp. Dagslurene svinger meget. Nogen gange 3, og andre gange 7.

Han er altid træt og får aldrig sovet igennem.

Jeg var til forsinket 5 måneders undersøgelse idag grundet corona situationen.

Min læge sagde, at jeg var for blødsøden og jeg skulle bruge cry it out metoden. At min søn, vidste han kunne sno mig om sin lille finger.

Resten af min omgangskreds mener det samme, fordi jeg ikke bare kan lægge ham, også han sover

Alt indeni mig skriger nej! Jeg prøver at være så ifavnsk som muligt, og mener at det er den tryghed han har brug for.

Han er ikke låst nogen steder og hans øre er tjekket.

Jeg er alene om barslen, da min mand arbejder en hel del. Specielt nu. Og jeg er træt og ked af, at jeg ikke kan hjælpe min søn ordentligt med den søvn.

Har I nogen gode råd? For jeg er ved at gå ud af mit gode skind!

Kæreste du.

Sikke du bare er klemt mellem samfundets (urealistiske) forventninger og den viden du selv har hva?

Når jeg læser din beskrivelse af dit barn, så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvornår din baby mon er født?
Ud fra dine beskrivelser af vægt, længde og reaktionsmønster, så kredser mine tanker om, om baby mon er født lidt før termin?
Nogle babyer, som er født omkring 36+ og 38+ og evt. er født med lav fødselsvægt eller med kompliceret fødselsforløb, oplever samme sensitivitet som for tidligt fødte (præmature), ofte blot i knap så tydelig grad.

Fordi 37+0 anses for at være “til termin”, vil mange typisk ikke tænke at børn der er født i ugerne omkring som værende særligt følsomme, men studier viser at “sen-præmature” (late term) og “tidligt-termin” (early term) børn faktisk oplever mange af de samme udfordringer med deres sansesystem, som “rigtigt” præmature.

Nogle studier peger på at børn der har “lav fødselsvægt” kan have forøget forekomst af denne følsomhed også – og at kombinationen af fødsels før termin og lav fødselsvægt (for fødselstidspunktet) giver en endnu større sandsynlighed.

Ofte forstår man dog “lav fødselsvægt” som meget lav og “tidlig fødsel” som meget tidlig – men studier viser at også børn der fødes tæt på termin og med kun “lidt” lav fødselsvægt kan være påvirket.

Jeg lægger links nederst i opslaget, som du kan kigge lidt på, både specifikt om ovenstående og generelt om det man kalder “High Need”-babyer.

Hvis forældrene (og fagpersonerne omkring barnet) ikke ved at der kan være disse særlige hensyn at tage, så ender mange forældre med bare at føle sig forkerte og føle de ikke kan gøre noget rigtigt, fordi deres barn ikke har den adfærd andre børn har og som omverdenen forventer. Fagpersonerne kan bidrage til denne følelse af at fejle, hvis de, evt. ubevidst, kommer til at presse forældrene med urealistiske forventninger.
Det kan blive en rigtig belastet situation, hvor forældrene føler de fejler i at “opdrage”, “lære” og “hjælpe” deres barn – hvor de mest af har brug for en mere realistisk forventning til børns udvikling på et overordnet plan og også deres barns specifikke udvikling og behov.

Nogle kalder denne type børn “High-Need”, men uanset hvad man kalder dem, så er det essentielle at de udtrykker et meget virkeligt behov, som de har brug for at få dækket.

Hvad tænker du om det, i forhold til det du oplever?

Uanset hvad, så viser dit barn dig at det har brug for dig og brug for den hjælp du giver det – og det tænker jeg du heldigvis allerede ved.

Normen for så små børn er IKKE at de bare kan lægges – nogle kan og rigtig mange kan ikke.

Derudover hæfter jeg mig ved at du skriver at du er meget alene. Jeg kan forestille mig at det også er en faktor i hele situationen. Når man har et barn der kræver det niveau af hjælp, som du beskriver, så er det HÅRDT. Det er hårdt fordi det er dit nerve- og sansesystem der hele tiden skal regulere og rumme barnets. Og det KAN man ganske enkelt ikke holde til, uden at dele ansvaret med en eller flere andre.

Så hvad kan du gøre?

– Er det muligt at du kan få besøg, så du er knap så meget alene?

– Kan din mand aflaste når han er hjemme?

– Er det muligt at få hjælp til et bæreredskab der ikke belaster din ryg i samme omfang som tidligere, så du kan skifte imellem slyngevugge, barnevogn og bæreredskab, og dermed ikke er tvunget ud på 10-15 km gåture?

– Kan nogen gå tur med baby for dig, så du får en pause hvor du ikke er “på”?

– Hvis du står med det praktiske husarbejde også, er der så mulighed for at det ansvar kan flyttes til en anden?

Uanset hvad skal du vide at du IKKE – på nogen som helst måde – gør noget forkert eller “fejler”. Du gør alt hvad du kan og du gør det godt. Det er forventningerne til barnets søvn der er helt skæve.

Har du én eller flere med-mødre du kan læsse lidt af hos? Nogen som bakker op omkring den ifavnske tilgang? Hvor du VED at du får støtte – uden anbefalinger om søvntræning?

Mange mødre oplever at alene det at have nogle der tænker og føler som dem hjælper enormt meget.

Jeg sender dig kram – du gør det så godt.

De bedste hilsener Mia

Kategorier: Brevkasse